Hvad er de etiske implikationer ved at gøre danskerne til automatiske organdonorer?

Regeringen ønsker at vende loven om organdonation på hovedet.

For nuværende skal du aktivt tilmelde dig som organdonor. Og det er i udgangspunkt godt og rigtigt. At tage stilling på et oplyst grundlag.

Men regeringen ønsker alligevel at det fremover bliver sådan, at hvert enkelt menneske automatisk bliver registreret i donorregistret og dermed pr. automatik bliver donor fra den enkeltes 18-års fødselsdag.

Det åbenlyse er alt andet lige at skaffe flere organer. Hvilket sundhedsministeren også i flere sammenhænge har bekræftet.

Ministeren og andre af regeringens ministre argumenterer ordentlig og redeligt for det legitime i at formindske menneskers lidelser. Og konkret kan det umiddelbart ske ved at skaffe flere organer. Social legitimation og teknologi gør det dog ikke alene.

Ministeren springer også i denne sag let og elegant over etikken. Der er altid en fare for at gå direkte fra ’det kan vi’ til ’det skal vi’. Det er en uheldig form for automatpilot. Og derfor er det heller ikke ordentligt og anstændigt at staten agerer formynder over for den enkelte og pr. automatik gør den enkelte til et omvandrende reservedelslager. Det bliver til moral uden etik.

Etikken har nemlig den opgave kritisk at eftertænke moralen og den opgave at give et billede af hvad et godt liv er. Opgaverne er hver enkeltes og dermed alles.

Og det etiske spørgsmål er for hver enkelt af os: Bør jeg være organdonor?

Hvilket menneskesyn er der på spil i spørgsmålet om automatisk organdonation?

Umiddelbart hænger etik og menneskesyn sammen. I hvert fald som jeg ser det.

På den ene side kan jeg ikke sige mig fri for, at jeg – også i denne sammenhæng – ser og hører en optræden, en fremfærd og en retorik, der minder mig om en formynderisk velfærdsstat.

På den anden side er der et menneskesyn, der er et andet end det, jeg abonnerer på. Vi bevæger os – eller rettere nogle mennesker gør – støt og roligt væk fra det menneskesyn, der har været det dominerende og det fremherskende i mange, mange år.

Etik-professoren Svend Andersen har i Kristeligt Dagblad (19. februar 2024) påpeget, at regeringen på den ene side siger at den enkelte selv skal bestemme, når det drejer sig om aktiv dødshjælp. Men når det drejer sig om organdonation, vil den det modsatte.

Regeringen modsiger sig selv. Og det skyldes blandt andet, at den anvender det elastiske og ofte misbrugte ord ’selvbestemmelse’, når det passer ind i den politiske kontekst, der er regeringens.

Formanden for Det etiske Råd, Leif Vestergaard, har i øvrigt i flere sammenhænge fremhævet at det vigtigste for ham er, at regeringen lytter, ikke at den følge Det etiske Råd.

Det kan der selvfølgelig være en pointe i. Men jeg ganske enkelt i tvivl om regeringen lytter.

Og dermed er der en fare for at den kommer med forslag, der ikke er sammenhængende. Det har jeg hørt om, skulle være tilfældet inden for andre områder.

Samtidig med at der fremsættes forslag, der fylder os med snak om klar og præcis etisk beslutning uden nogensinde at røbe, hvad regeringen selv regner for et leveværdigt liv.

En tredjedel af danskerne ikke taget stilling til organdonation – er der noget vi bør gøre herhjemme, for at få flere til at tage stilling til organdonation?

Det gode – hvis der er noget – ved den nuværende debat om organdonation og de mange andre sundhedsetiske temaer, der med et er kommet på den politiske og offentlige dagsorden, er, at der trods alt kommer gang i en samtale.

Dog kunne jeg godt tænke mig at den blev bredt endnu mere ud. Så der blev tale om en egentlig folkelig samtale og oplysning. Det tager ganske vist tid.

Oplysning er vejen frem, hvis vi vil have myndige borgere til at træffe selvstændige beslutninger i spørgsmål som disse.

Og jeg tror på at oplysning vil have den effekt at flere vil tage stilling til den konkrete problematik om organdonation.