Det moderne menneske er vant til selv at kunne bestemme nærmest alt. Derfor kan det også virke indlysende, at vi også selv vil kunne bestemme, hvornår vi vil dø. Det er derfor ikke overraskende, at et borgerforslag fra foråret 2023 om indførelse af aktiv dødshjælp i Danmark hurtigt har opnået de 50.000 underskrifter, der skal til for, at forslagsstillerne har ret til at få forslaget behandlet i Folketinget.

Meningsmålinger og mavefornemmelser

Borgerforslaget har fået medvind fra begyndelsen, da statsminister Mette Frederiksen (S) i sin partiledertale på årets folkemøde på Bornholm talte for indførelse af aktiv dødshjælp i Danmark ved blandt andet at slå fast; ”at det selvfølgelig hverken skal være meningsmålinger eller eksperter, der skal afgøre vores vej på det her spørgsmål”.

Det kan jo lyde besnærende, men da statsministeren i den samme tale sagde, at hun er opmærksom på, at Det Etiske Råd ad flere omgange har udtalt sig imod aktiv dødshjælp, men at hun selv har det anderledes og tilføjede; ”og meget tyder på, at mange danskere har det som jeg”, tog hun nærmest luften ud af sit eget argument og reducerede dermed debatten om aktiv dødshjælp til et spørgsmål om mavefornemmelser og meningsmålinger. Det er denne debat dog for vigtig til. Derfor er jeg glad for, at Tænketanken Prospekt har givet mig – og en række andre meningsdannere – mulighed for at nuancere den ofte dilemmafyldte debat i denne antologi.

Aktiv livshjælp

Jeg var selv medlem af Det Etiske Råd i 2012, da rådet senest debatterede spørgsmålet om aktiv dødshjælp. Dengang var et massivt flertal af rådets medlemmer – undertegnede inklusive – modstandere af en lovændring på dette område. De efterfølgende godt 10 års debat herhjemme og ikke mindst erfaringerne fra de lande, som har indført aktiv dødshjælp, har desværre blot næret min bekymring og forstærket min modstand imod indførelsen af aktiv dødshjælp i Danmark. Som rådet også lagde vægt på i sin udtalelse i 2012, mener jeg, at vi bør rette fokus på en styrkelse af den aktive livshjælp indtil døden med udgangspunkt i den enkelte patients situation.

Jeg vil i det følgende sætte lidt flere ord på min egen holdning til spørgsmålet om aktiv dødshjælp. To helt centrale begreber, som igen og igen bringes på banen, er henholdsvis værdighed og selvbestemmelsesret. For mig at se er der en tendens til, at begge begreber ofte bringes i spil på en i mange tilfælde ureflekteret måde i debatten. For ingen kan vel være imod hverken værdighed eller selvbestemmelsesret, men hvordan skal vi forstå begreberne i sammenhæng med debatten om aktiv dødshjælp?

Værdighed

For mig handler værdighed først og fremmest om, at hvert enkelt menneske er skabt med en iboende værdi; at livet er en gave, som vi ingen ret har til at berøve. Hverken for os selv eller for andre. Det betyder blandt andet, at det for mig at se er en misforståelse at tro, at vi understøtter den enkeltes værdighed ved at tillade aktiv dødshjælp. Det forholder sig nærmere omvendt. Hvis et enkelt menneskeliv betragtes som undværligt, fordi det opfattes som uværdigt, så er alle menneskers liv undværlige. Denne forståelse finder vi også så tidligt som i Jesu gyldne regel; ”gør mod andre, som du ønsker, de skal gøre imod dig” og senere også hos Immanuel Kant i det kategoriske imperativ; ”Handl kun efter den maksime, om hvilken du tillige kan ville, at den bliver en almen lov”.

Pointen om, at hvis et enkelt menneskeliv betragtes som undværligt, fordi det opfattes som uværdigt, så er alle menneskers liv undværlige, blev for alvor nærværende for mig, da jeg for et par år siden hørte en ung mand, der var uhelbredeligt syg af ALS, fortælle om sin egen modstand imod aktiv dødshjælp. I den forbindelse sagde han noget, som jeg aldrig glemmer og som for mig lige præcis indfanger ovenstående pointe: ”Hvis samfundet tillader sådan nogen som mig aktiv dødshjælp, så fratager I jo mit liv en del af dets værdi – også selvom jeg selv er modstander af aktiv dødshjælp”.

Vi er således ikke øde øer, men er hver især sat i relation til andre mennesker, og hvis vi begynder at give efter for et ønske om at tillade aktiv dødshjælp, vil det uden tvivl også sætte vores generelle menneskesyn på spil og få betydning for vores forståelse af begrebet, værdighed. Den aktuelle debat bør derfor i høj grad handle om, hvad det kommer til at betyde for vores generelle syn på hinanden som mennesker, hvis vi som samfund beslutter os for, at der er nogle af vores medborgere, som vi godt kan undvære.

Herved er vi fremme ved det andet af de to begreber, som ofte bringes i spil, når debatten drejer sig om for og imod aktiv dødshjælp, nemlig begrebet, selvbestemmelsesret.

Selvbestemmelsesret

Det kan umiddelbart lyde besnærende, når man i den offentlige debat hører, at vi selv skal kunne bestemme, hvornår vi ønsker at dø. Vi er jo i mange andre af livets forhold så vant til frit at kunne vælge til og vælge fra. Så hvorfor ikke også i forbindelse med livets afslutning?

I min tid i Det Etiske Råd var ovenstående ét af de spørgsmål, som jeg flere gange havde lejlighed til at drøfte med læger og overlæger, som ofte havde stået i en situation, hvor en patient var uafvendeligt døende, og hvor retten til aktiv dødshjælp helt sikkert ville have været gældende, hvis vi havde haft retten til aktiv dødshjælp i Danmark. Disse drøftelser har i dén grad været med til at nuancere mit eget syn på netop spørgsmålet om selvbestemmelsesret. For i praksis vil det ofte være vanskeligt at tale om reel selvbestemmelsesret i de situationer, som vi her taler om.

Dømt til at vælge

At vælge mellem livet og døden er et stort og næsten ubærligt ansvar at pålægge et menneske, der i forvejen befinder sig i en sårbar situation. En tilstand af angst og fortvivlelse, som mange uafvendeligt døende befinder sig i den sidste tid, synes således ikke at være de mest optimale omstændigheder for at kunne træffe et rationelt valg på baggrund af selvbestemmelsesret. En typisk indvending vil her være, at man jo ikke er tvunget til at vælge aktiv dødshjælp, blot fordi det lovliggøres. En sådan konklusion er dog for mig at se alt for forsimplet. For i det øjeblik, at aktiv dødshjælp lovliggøres, vil de grupper af patienter, for hvem aktiv dødshjælp tænkes lovliggjort, være tvunget til at vælge. En stor gruppe ofte uhelbredeligt syge mennesker vil således blive belastet af netop at kunne vælge mellem livet og døden. Det gælder jo i sagens natur også alle dem, som aldrig kunne drømme om at gå ind for aktiv dødshjælp. Man bliver med andre ord dømt til at vælge, ene og alene fordi muligheden er til stede.

Læge-patient-relationen

Jeg skrev tidligere, at vi mennesker ikke er øde øer, men sat i relation til hinanden. Det gælder selvsagt også relationen mellem den enkelte patient og lægen. Ofte overses betydningen af denne relation, når debatten drejer sig om aktiv dødshjælp. For en lovændring vil uvægerligt påvirke læge-patient-relationen og dén måde, hvorpå vi normalt opfatter lægegerningen, som en gerning, der har til formål at kurere sygdomme og afhjælpe lidelser. Hvis lægen skal udføre aktiv dødshjælp, går hun for mig at se ud over sin normale rolle i mindst to henseender.

For det første er det at slå patienten ihjel ikke foreneligt med at drage omsorg for at lindre patientens lidelser. Omsorgens væsen er at fokusere på det enkelte menneske som et levende væsen, der skal drages omsorg for indtil døden og ikke for at opnå døden.

For det andet vil lægen i denne situation blive trukket ind i at træffe beslutninger, som hun ikke i kraft af sin ekspertise som læge har særlige forudsætninger for at foretage, da et ønske om at fremskynde døden ofte ikke alene skyldes fysiske lidelser, men også f.eks. filosofiske, religiøse og mere eksistentielle spørgsmål, som ligger uden for den lægefaglige ekspertise.

Styrk den palliative indsats i Danmark

Det er mit inderlige ønske, at den fornyede debat om aktiv dødshjælp i høj grad kommer til at handle om, hvordan vi kan styrke hjælpen i livet indtil døden med udgangspunkt i den enkelte patients situation.

Jeg er overbevist om, at hvis statsministeren og med hende det flertal i befolkningen, der ønsker at indføre aktiv dødshjælp i Danmark, havde større viden om de muligheder for en værdig sidste tid, som allerede findes i dag, ville det store ønske om aktiv dødshjælp forstumme. Det gælder ikke mindst indsigt i det store arbejde med lindrende behandling, som hver eneste dag foregår på vores – desværre alt for få – hospices.

Som den tidligere formand for Det Etiske Råd, Ole Hartling, har sagt ved flere lejligheder, må svaret på menneskers lidelse aldrig blive at gøre det af med den lidende.

Christian Borrisholt Steen er debattør, foredragsholder og tidl. medlem af Det Etiske Råd (2012-2018). Tidl. konsulent. Uddannet cand.mag. i samfundsfag og psykologi fra Aalborg Universitet samt master i Etik og Værdier i Organisationer (MEVO) fra Aarhus Universitet.