Statsministeren vil med sin åbningstale på Folkemødet sætte gang i debatten om aktiv dødshjælp. Det er selv samme statsminister, der under coronanedlukningen udtalte, at tab af menneskeliv er en tragedie. Det er i min optik ingen tragedie, at ældre mennesker dør af eller med coronavirus. Men det var en katastrofe, at vi forhindrede dem i at sige farvel til de pårørende. På det område har vi fortsat nogle sår, som vil tage lang tid for at hele. Det frivillige arbejde omkring vores ældre mennesker led stor skade.

Før vi kan tale om nogen form for dødshjælp, skal vi kunne tale om døden. Vi skal kunne tale med hinanden om, at vi før eller siden alle skal dø. Vi skal kunne tale med vores nærmeste om, hvilke ønsker vi har for vores sidste tid. Det er en samtale, som for mange kan virke svær og næsten uoverskuelig at tage hul på, men det gør ikke samtalen mindre vigtig – snarere tværtimod. Og der er hjælp at hente til at få hul på samtalen – men kan anvende samtalekort skræddersyet til at få hul på samtalerne om livet og døden, eller man kan hente inspiration i den nye antologi: ”Lindrende ord – lad os tale om døden”.

Vi skal turde tale med hinanden om døden også før, den står og banker på. For jo bedre, vi bliver til at tale med hinanden om døden, jo bedre kan vi være der for og med hinanden, når døden kommer tættere på for en, vi holder af.

Også vores sundhedsprofessionelle kan blive bedre til at tale om døden, når de møder patienter med alvorlig sygdom og deres pårørende. Det kan omsorgsprofessionelle også, når de står overfor ældre eller svækkede borgere, der flytter ind på et plejehjem. Her kan samtalen for mange blive vanskeliggjort af, at en demensramt borger ofte ikke selv vil være i stand til at give udtryk for ønskerne om sin sidste tid, men i stedet må lade de pårørende tale sin sag.

Der er ingen tvivl om, at den medicinske teknologiudvikling har gjort markante fremskridt gennem årene, så vi i dag er i stand til at holde folk i live meget længere end før – og måske endda langt ud over det etisk forsvarlige. Vi har retten til at fravælge behandling, men for mange er det et svært valg fordi, vi måske ikke altid forstår, hvad vi vælger imellem. Her er samtalen om døden og de forventninger eller ønsker, vi har til den sidste tid, afgørende. Men samtalen skal tages i tide for, at den for alvor giver mening og kan hjælpe både os selv og vores pårørende.

Den inddragende samtale fra professionelles side er samtidig et glimrende eksempel på den omsorg, der altid bør drages for de borgere, der rammes af alvorlig sygdom eller generel svækkelse. Samtalen bliver på den vis en måde at udleve den gamle målsætning, der stod på porten over det nu nedlagte Aarhus Amts sygehus: ”Stundom helbrede, ofte lindre og altid trøste”.

Så opfordringen herfra skal lyde på at tage fat på samtalen om døden med dine nærmeste, så I bliver dus med hinandens ønsker for den sidste tid og dermed, når den tid nærmer sig, kan fokusere på det allervigtigste; nemlig at leve livet HELE livet.

Ser vi udviklingen i den palliative indsats i et historisk og internationalt perspektiv, så tog visionære folk bag Skt. Lukasstiftelsen for mere end 25 år siden det skridt for egen regning at etablere et hospice alene, fordi de så, der var et behov. Jeg oplevede også tilbage i 1980’erne.

Diakonissestiftelsen praktiserer noget lignende. For langt over 50 år siden etablerede englænderne på Sct. Christoffer i London det første hospice. Med tillæg til sundhedsloven i 2005 kunne danske politikere sikre, at der på landsplan blev oprettet hospicer i alle landets amter. Mens vi byggede hospicer, så vi andre steder, eksempelvis i Holland, at man indførte assisteret selvmord. Meget tankevækkende, at højtudviklede lande med et ellers stort kulturelt og religiøst fælles fundament går forskellige veje.

Hvordan er det så gået? Vi må jo nok erkende, at vi ikke er kommet i mål med den palliative indsats. Meget bekymrende har Rigsrevisionen rettet skarp kritik af regionerne for den specialiserede palliative indsats tilbage i 2020, og her tre år efter gentager de kritikken med en bemærkning om, at ikke ret meget har flyttet sig. Der er stadig en tredjedel af de borgere, der henvises til specialiseret palliativ behandling, der ikke når at komme i behandling, inden de dør. Det er her, politikerne bør rette deres fokus. Vi kan ikke være bekendt at drøfte aktiv dødshjælp, før det basale i palliationen er på plads.

Ser vi på Holland, ser vi, hvordan det kan gå i et land, der er netop gået en anden vej. I dag dør langt flere som følge af assisteret selvmord end, der i dag dør på danske hospicer, både i faktuelle tal, men også som pct. af befolkningen. Nu begynder hollandske læger også i stigende omfang at sige fra. Det mener jeg, er bekymrende.

I Danmark dør 4,51 pct. af befolkningen efter at have været i kontakt med et hospice. Det skal bemærkes, at op mod 20 pct. af befolkningen, der indlægges på danske hospicer, udskrives igen. Folk har ikke et umiddelbart ønske om at dø på et hospice. Langt de fleste ønsker at dø i eget hjem.

Mange indlæggelser på hospice skyldes, at situationen i hjemmet bryder sammen, og et hospice er langt det bedste alternativ, så er det jo bare en anerkendelse af indsatsen, at hospice kan få stabiliseret folk, så de igen kan håndteres i eget hjem.

Jeg mener, at døden må betragtes som et af livets vilkår. Vi har en opgave i at skaffe de bedste rammer for afslutningen af livet. Det er her, politikerne har en opgave, og det vil være klædeligt, at man i først omgang bruger kræfterne på af afhjælpe den alvorlige berettigede kritik på det palliative område.

Olav Nørgaard er regionsrådsmedlem i Region Midtjylland og landsformand for Hospice Forum Danmark. Uddannet cand.med.vet fra Kongelige Veterinære og Landbohøjskole 1985.