En klar advarsel imod aktiv dødshjælp
Af Søren Peter Hansen
Landets læger og sygeplejersker har fulgt debatten om legalisering af aktiv dødshjælp med en vis gru, siden statsminister Mette Frederiksen på sidste års Folkemøde satte gang i den.
Vi er her ikke for at tage livet af patienterne, understreger Dorthe Boe Danbjørg, forkvinde for Dansk Sygeplejeråd og Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen i en fælles udtalelse.
Den fælles udtalelse er en klar advarsel imod aktiv dødshjælp.
Landets læger og sygeplejersker føler et særligt ansvar for at advare imod aktiv dødshjælp fordi det ganske enkelt vil have langt mere vidtrækkende konsekvenser end de fleste ønsker eller forestiller sig.
Videre fastslår Dorthe Boe Danbjørg og Camilla Rathcke i den fælles udtalelse, at der ikke bør sås tvivl om, at lægens, sygeplejerskens og sundhedsvæsnets rolle utvetydigt er og bliver at hjælpe og støtte døende mennesker.
Sygdom, handikap, afhængighed eller behov for hjælp gør ikke et menneske eller dennes livssituation uværdig. Hvis mennesker eller deres familie og øvrige pårørende føler, at de er fanget i en uværdig situation, så er svaret ikke at tilbyde at slå dem ihjel eller sørge for, at de kan begå selvmord.
Tænketanken Prospekt har tidligere i en større analyse og i forskellige artikler påvist, at i lande, der har legaliseret aktiv dødshjælp, ser vi en drastisk stigning i anvendelse af aktiv dødshjælp over tid. Samtidig slækkes kriterierne for, hvornår man kan få aktiv dødshjælp og målgruppen for aktiv dødshjælp udvides.
Argumentet om at aktiv dødshjælp er en glidebane er således ikke en hypotese men et faktum. I praksis har det vist sig vanskeligt at inddæmme aktiv dødshjælp, når først det er legaliseret.
Denne glidebaneeffekt ser vi fx i Holland, hvor aktiv dødshjælp tilbydes grupper som ældre, der lider af demens, psykiatriske patienter og børn fra 12 år, og hvor der alene i 2022 blev udført aktiv dødshjælp på 24 mennesker hver eneste dag.
I Tænketanken Prospekt er vi helt på linje med landets læger og sygeplejersker: vi ønsker ikke aktiv dødshjælp.
Ligesom Dansk Sygeplejeråd og Lægeforeningen er vi i Tænketanken Prospekt naturligvis med på en diskussion om, hvordan sundhedsvæsnet rustes bedre til at hjælpe døende i den sidste tid. Men det skal adskilles fra diskussionen om at legalisere aktiv dødshjælp.
Konkret bekæmpes døden, om jeg så må sige, så længe der er håb om helbredelse, men den dag intet mere hjælper, skifter billedet, for nu gælder det om at indstille sig på døden. Fra at helbrede går vi til at lindre og slutteligt at trøste. Reelt er der intet nyt. Og det er godt.
Landets sygeplejersker og læger er uddannet til at behandle, udøve omsorg, lindre og trøste. Og den opgave tager de ansvarligt på sig med stolthed og værdighed.
Det viser den klare og utvetydige fælles udtalelse fra Dansk Sygeplejeråd og Lægeforeningen.