Som etisk grund må alt strengt taget være koncentreret i det gode liv. Her må vi begynde, og her må vi ende. Visionen om det gode liv. Men det gode liv må etisk set have nogle forudsætninger og nogle følger, om jeg så må sige. Det gode liv har ikke et før-etisk stade. Det før-etiske er paradis-tilstanden, som ganske givet var såre god for de få.

En forudsætning er vores indbyrdes forhold, og de er alle som en magtforhold. Selv om jeg måske ikke helt har eller måske slet ikke har styr på mig selv, så udelukker det ikke, at jeg altid i forhold til et andet menneske står i et magtforhold, enten har jeg magten eller også har hun.

Nogle kan ganske givet ikke lide ordet magt, men foretrækker derimod at anvende ordet indflydelse eller påvirkning, når det handler om magt. Nogle associerer magt med vold. Nuvel, vold og magt lyder anderledes end indflydelse og påvirkning.

I stort og småt bestemmer vi over hinandens liv, lykke og skæbne.

Ingen lever alene, ingen dør alene, skønt ofte ensomt.

Vi er dybt forviklet i hinandens liv. Vi er hinandens skæbne.  Det gælder i stort og småt. Der er forskel på om vi taler til ’kongen’ eller ’stodderen’ i den anden. Vi har magt til at bygge op og magt til at ødelægge livet.

Magten er indbygget i det liv, som vi har sammen, fordi vi er åbne for hinanden, åbne for indflydelse. Det kan vi hver især lære at se. For der skal ikke megen kundskab, menneskekundskab, til, før vi kan læse hinandens liv. Samtidig skal det med K. E. Løgstrups ord understreges, at det hører vort liv til, at vi normalt mødes med en naturlig tillid til hinanden.

Alle vores indbyrdes livsforhold er magtrelationer. Og derfor kan enhver, som har magt, drages til ansvar. Normalt har vi ansvar, så langt vi har magt. Vi kan stilles til regnskab for vores brug eller misbrug af magten. I ordet ansvar ligger, at vi må kunne svare for os eller stå inden for vores handlinger.

Ansvar er altså et etisk ord. Det er ikke kun et juridisk ord eller økonomisk ord. Eller for den sags skyld et psykologisk begreb, når der fx tales om ansvarsfølelse.

Ansvar forudsætter magt. Af magten følger ansvaret. Men hvad med handlinger, som vi ikke kan gøre for eller ikke har gjort med vilje? Har børn eller umyndige, syge og gamle et begrænset ansvar? Jo, sandt nok. Det er dog sådan, at selv de handlinger, som jeg udførte i affekt, hvor jeg var helt og aldeles ude af mig selv, kan jeg efterfølgende tage ansvaret for. Jeg kan vedkende mig min skyld, ikke løbe fra den, hvor stærkt jeg end render.

Der er og bliver en tæt sammenhæng mellem magt og ansvar. Det er en kendsgerning i livet. At have magt er i sig selv hverken etisk eller uetisk. Af magten følger ansvaret og dermed etikken, som går ud fra den måde, hvorpå vort liv sammen er indrettet, nemlig i magtrelationer.

I denne sammenhæng er det relevant at fremhæve K. E. Løgstrups kendte håndmetaforik, der siger at den enkelte aldrig har med et andet menneske at gøre uden at han holder noget dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at vise, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej (Den etiske Fordring, 1956).

Og så står vi med spørgsmålet om hvordan vi skal forvalte vort ansvar.

Et ansvar betyder nemlig ikke, at vi så ved, hvad vi skal gøre. Og dog.