På den ene TV-kanal kan vi en dramadokumentar-serie om tre epoker i N. F. S. Grundtvigs liv. Og på den anden TV-kanal kan vi se billeder og høre fortællinger om et nationalklenodie. Om hvordan Grundtvig som digter, præst, politiker og som meningsdanner kæmper mod fastgroede forestillinger. Endelig er der også flere radioprogrammer, der byder sig til i denne form for Grundtvig-renaissance.

Nicolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) formulerede en stor del af de tanker, som vores samfund i dag står på skuldrene af.

Tanker om folkekirke, folkeoplysning og folkestyre.

Grundtvig er på den måde en indgroet del af vores liv i kirken, skolen, højskolen, folketinget, salmebogen, til højtider, i foreningslivet mm.

I en efterhånden 20 år gammel antologi stilles spørgsmålet: Hvor blev det grundtvigske af?

Det var et godt spørgsmål. Og det er det måske stadig.

Antologiens 14 forskellige bidrag har det til fælles, at de på en eller anden måde har baggrund i det grundtvigske eller har haft det inden for horisonten.

Redaktørerne, Niels Thomsen og Hans Vium Mikkelsen, valgte den vovede vej, hvor svarene ikke var givet på forhånd. Og modet, synes jeg, blev langt hen ad vejen belønnet med bud på en levende brug af den grundtvigske arv.

Hvor blev det grundtvigske af? Det var som skrevet står det overordnede spørgsmål for den nævnte antologi.

Den ene redaktør Niels Thomsen korrigerede i efterskriftet dette til et andet spørgsmål: Hvad kan det grundtvigske bruges til? Og det måske også det underliggende i den brede promovering og positionering af Grundtvig og det grundtvigske, som de forskellige medieplatforme beriger os med i denne tid.  

Svarene i den nævnte antologi peger langt fra i én retning. Alligevel er der noget – eller rettere derfor er der noget – at komme efter både med hensyn til Grundtvig selv og med hensyn til arven fra det grundtvigske.

Der er noget ved ’den gamle’ og alt det han har overleveret, som vi ikke finder andre steder.

Arven lever og vi bør bruge den hver på vort sted. Nogle bud i forlængelse af det ovenstående kunne være:

• At være forundringsparat.
• At myndiggøre hinanden i en tid, hvor et nyt formynderi truer.
• At fastholde et ’menneske først’, så vi ikke bliver tandhjul i konkurrencestatens maskine.
• At skabe frirum for oplysning og uddannelse, så der bliver plads til (ny) tænkning.
• At realisere en livsoplysning, der ikke er underordnet ’markedet’.
• At kæmpe for de fællesskaber, der er med til at konstituere det civile samfund.
• At give dem der ikke har fundet plads i det almindelige uddannelsessystem muligheder for et aktivt medborgerskab.
• At gå nye veje på ’markedet’ med fantasi til at tænke på andet end bundlinje.
• At fastholde praktisk medlemsdemokrati i andelsbevægelserne.
• At holde ånd og sanser åbne for det uforudsigelige.
• At have frimodighed til at bryde med stivnede rammer omkring kirke og kristendom, når de hindrer evangeliets frie løb.

DR skal ikke have utak for at sætte fokus på Grundtvig og det grundtvigske i al sin vidde og prægnans.

Måtte flere få syn for, hvad der er på færde i det grundtvigske, og give sig til at vælge og vrage, hvad der kan bruges fra ’den gamle’.

Oplysning være skal vor lyst,
er det så kun om sivet,
men først og sidst med folkerøst
oplysningen om livet;
den springer ud af folkedåd
og vokser, som den vugges,
den stråle i vort folkeråd,
til aftenstjernen slukkes!

(N. F. S. Grundtvig, Er lyset for de lærde blot, 1839)