Hvis ikke de skitserede situationer – i det forrige afsnit – med det grædende barn og det nøgne ansigt kommer ind i en fortælling eller i et billede, så udløser det ikke en appel, som har magt i sig.

Historien om den barmhjertige samaritaner er en sådan fortælling.

Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!«

Denne historie er i stand til at skabe en fremmed om til en næste, et menneske, nemlig hvis vi ser ham som en nødstedt på vejen, et offer for vold, en halvdød jøde. Har vi historien på rygraden eller nethinden, vil vi skride til aktion, til handling – og hjælpe, når vi selv kommer ud for et menneske i nød, et barn, et nøgent ansigt.

Historien om den barmhjertige samaritaner gør på sin vis mennesker bedre end de er. I al fald ser vi dem i et nyt lys. Nu ikke som fra de tidligere skitserede situationer et grædende barn eller et nøgent ansigt, men som et menneske, slet og ret et menneske, der har behov for hjælp fra et medmenneske.

Kommer barnet eller ansigtet ind i den rette fortælling, danner der sig et billede af et menneske, som engagerer os, fordi vi så bliver en næste, et medmenneske for dem.

Ikke kun historien om den barmhjertige samaritaner men også andre historier danner vores etiske forestillingsevne. Så vi ser den svage som et menneske, der med rette gør krav på vores hjælp. Jo bedre billedet heraf sætter sig, des mere seende og hørende vil vi være for appellen fra dem, som vi møder på vores vej.

Til den gode opdragelse hører ord og billeder. Etik er altså et spørgsmål om opdragelse. Den etiske sans dannes tidligt. Den må indpodes så tidligt som muligt. Den må ligge der som handlingsimpuls eller som et fantasiberedskab, således at vi virkelig ser klart. Ser den det andet menneske som næste, som et medmedmenneske, der har krav på respekt og i givet behov for hjælp.

Etik har basis i en uforklarlig sans for, at vi møder grænser, der udfordrer os til at yde bistand. En grænse som kan være et andet menneske, et barn, et nøgent ansigt.

Generelt handler det om at etisk opdragelse er at finde de rette historier og fortælle dem til hinanden og ind i os, så de går os i blodet.

Det gode ses deri, at det fremmer livet, får livet til at vokse og blomstre, mens det onde er alt det, som ødelægger livet for os. Det er konkret erfaring.

Striden om, hvad det gode liv er, kunne også føres som striden om godt og ondt.

Det er vigtigt, at vi bruger det rette sprog, hverdagssproget, der møder vi godt og ondt, tæt på, føleligt for enhver af os.

Det gode menneske skaber rum om sig, så alle føler sig godt tilpas i hendes selskab.

Der er rum for alle, plads til at være sig selv, kort sagt accept.

Livsrummet udvides, angst afløses af livsmod og glæde. Enhver kan udfolde sig selv til det bedste og til fælles bedste.

Det gode liv er netop for alle, der lever.

Der er rummelighed i det gode liv. Og alle kan ved fortælling skabe sig et billede deraf. I samme øjeblik vores oplevelser kommer ind i sådanne fortællinger og billeder, er etikken kommet til verden. En etik hvor livet er for alle med respekt og omsorg for alle indbyrdes.

Vi vælger umiddelbart selv, hvilke historier vi vil fortælle vores børn, og hvilke billeder vi vil vise. Og dermed ’skærmer’ vi dem også for det, de ikke skal høre og se.

Strengt taget er det dog historierne og billederne, som vælger os, når de overvælder os med det liv, de rummer.

Vi vælger også umiddelbart måden hvorpå vi vil opdrage til etik, til det gode liv, og vi kan vælge forkert.

Det sker hvis vores egen etiske erfaring og fantasi er ødelagt, forført af destruktive fortællinger og billeder.