Det gode liv har en realitet, som overskrider vores begrænsede fatteevne. Lidt på samme måde som Gudsbegrebet.

Men vi kan erkende det gode konkret, når vi bliver opmærksomme på det i bestemte situationer.

En gang talte man om dyder og laster.

De blev oplistet i kataloger som udtryk for enten en forbilledlig karakter eller en forkastelig karakter.

I kristendommens skriftlige begyndelse formulerede Paulus en triade: tro, håb og kærlighed. Disse tre kristne dyder blev efterfulgt af eller måske rettere sat sammen med fire græske dyder: visdom, mod, retfærdighed og selvbeherskelse. Dermed fik vi et dyds-og værdi-etisk katalog i den kristne-humanistiske kulturtradition.

Aristoteles havde en anden liste over dyder: retfærdighed, mod, mådehold, storsind, sjælsstorhed, rundhåndethed, forstandig omtanke og intellektuel indsigt.

I vores tid kan dyder i en arbejdsmæssig sammenhæng fx være evne og lyst til sparring, samarbejdsevner, god til at skabe relationer, gode kommunikationsevner og evne til at lytte samt investering af tid.

Ganske vist er sådanne dyder midler. Derfor kan vi ikke undgå spørgsmålet om hvad målet er. Måske står det hen i det uvisse. Og måske udvander vi de etiske målsætninger. Midlerne er egenskaber der ofte udspringer af opstillede kompetencer, der er noget andet end dannelse hvad enten det er karakterdannelse eller almendannelse.

Når vi har midler men ikke mål afslører det på sin vis en usikkerhed om hvad det gode liv er.

Vi søger holdning, og vi søger karakter. Det gode liv i holdning og karakter. Det er summen af et sæt dyder, om jeg så må sige.

Lad os se nærmere på to forskellige ’karakterer’.

Den første karakter er Hansen. Han fungerer fint, både ude og hjemme, på arbejde og i fritiden. Måske har han blot tilpasset sig. Han gør i hvert fald ikke vrøvl. Han støjer heller ikke og finder sig i hele taget i meget. På Hansen kan vi altid se, hvorhen vinden blæser. Han fungerer som vejrhane. Følger tidsånden, moden og strømmer. Han er kort sagt holdningsløs og karakterløs.

Den anden karakter er Sørensen. Hun fungerer lige så fint som Hansen, dog foregår det under noget større festivitas. Hun fører sig måske frem, hun optræder måske diskret, men altid med søvngængeragtig sikkerhed, fordi hun kræver respekt for bestemte værdier. Trædes værdierne under fode, sætter hun sig til modværge. Sørensen har kort sagt holdning og karakter. Der er indhold i Sørensen, ikke i Hansen.

Holdning og karakter opstår ved gentagelse – ved træning. Det hedder som bekendt: Øvelse gør mester. Og vi kan netop indøve den holdning og den karakter, som en fortælling eller et billede rummer.

Vi kan blive som helten eller heltinden i eventyret. Som samaritaneren over for den nødstedte jøde. Som barnet i ’Kejserens nye klæder’.

Ved øvelse eller opdragelse indbygges der i et menneskes natur en anden natur, om jeg så må sige, netop en karakter eller en holdning der giver rygrad, så naturen ikke uden videre går over opdragelsen.

Et menneske med holdning og karakter kan vi regne med. Det menneske har fået indbygget en vis etik i kroppen, og det menneske skal ikke hver eneste gang begynde forfra for at finde på den rette handling.

Mennesker uden rygrad svajer derimod for vinden. Det er mennesker som det ene øjeblik handler godt, det næste handler nedrigt, helt utilregneligt.

Som sagt, vi kan i de fleste udkast til det gode liv, om det er fortalt eller billedliggjort, finde principper for holdning og karakter. Det afhænger blot af den historie, som vi går ud fra.

Historien om en arbejdsplads har billeder i sig af hvad arbejdet tjener til. Formålet leverer målestokken for, hvilken holdning og karakter der kræves.

I Folketinget fx er formålet at medlemmerne sammen laver love til fælles bedste. Dertil kræves af den enkelte en fast karakter og en åben holdning – så som udadvendthed og troskab mod egne overbevisninger, indlevelsesevne samt immunitet over for fornærmelser.

Da de skal arbejde til fælles bedste, er der samtidig sat grænser for hvad de med stålsat karakter og holdning må investere deres kræfter i. Der er på forhånd lagt låg på enhver hang eller trang til ensidigt at pleje egne interesser.

Historien om et menneskes livsforløb afslører også altid en bestemt holdning og karakter, fortrin og satsninger, værdier, som ikke nær altid harmonerer med de dyder, det selvsamme menneskes arbejdshistorie kræver. I så fald kan vi fra tid til anden se spændinger mellem personhistorie og arbejdshistorie.

Historien om et samfund fortæller om den fælles målestok for holdning og karakter. Folkestyret kræver et fx evne til kompromis, velfærdssamfundet kræver måske noget andet, og konkurrencesamfundet kræver noget tredje. Hvert samfund sine forbilleder.

I denne sammenhæng er det primært det, som springer ud af det gode livs fortællinger og billeder, der er værd at hæfte sig ved.

Det er principperne for holdning og karakter, indøvet ved gentagelse, så vores moralske handlinger bliver tilregnelige. For via et menneskes holdning og karakter sluses det gode liv ind i det praktiske handlingsliv.