Det hører vort menneskeliv til, at vi normalt mødes med en naturlig tillid til hinanden. Det er ikke blot tilfældet, når vi træffer et menneske, vi kender godt, men det gælder også når vi møder en vildt fremmed.

Sådan skriver K. E. Løgstrup til indledning i sin etisk-eksistentielle analyse af tilliden i ’Den etiske Fordring’ (1956).

Under normale omstændigheder tror vi den fremmedes ord og begynder først at tvivle, når vi får særlige grunde dertil.

Journalisten Cecilie Cronwald har i en kommentar til dokumentaren ’Den sorte svane’ stillet spørgsmålet om vi kan have for meget tillid til vores medmennesker (jf. Weekendavisen, 7. juni 2024).

I dokumentaren, som er lavet af Frihedsbrevets redaktør Mads Brügger og nogle journalister fra TV 2, møder vi juristen Amira Smajic, som ønsker at udstille den kriminelle verden, hun selv har været – og måske stadig er – en del af.

Dokumentaren er produceret via skjulte optagelser med forbryderiske aktører, der praktiserer fakturakarruseller, tvivlsomme konkurser og uærlig handel med forurenet jord.

Aktørerne er rockere på førtidspension, kreative advokater og prominente erhvervsmænd.

På trods af dokumentaren må vi understrege, at ud over at det hører til vort menneskeliv så har tilliden – den gensidig tillid mellem borgerne – i vores samfund historiske rødder. Denne tillid kaldes også for social tillid. Og social tillid udgør en vigtig social kapital. Det er således en anden form for ressource end økonomisk kapital og fysisk kapital.

Disse forskellige kapitaler bliver – om jeg så må sige – rodet godt og grundigt sammen i den virkelighed, som dokumentaren ’Den sorte svane’ gengiver.

Social kapital er og bliver samfundets evne til at skabe sociale netværk, gensidighed og tillid mellem borgerne. Og det betyder videre at vi som borgere betragter hinanden som medborgere.

Medborgerskabet motiverer os således til at samarbejde og søge fælles løsninger gennem vores fælles institutioner. Derfor handler social tillid både om vores forhold til hinanden og til samfundet samt til staten.

På forhånd tror vi hinandens ord, på forhånd har vi tillid til hinanden. Det er måske mærkeligt nok, men det hører med til at være menneske. Det ville med K. E. Løgstrups ord være livsfjendsk at bære sig anderledes an.

Ud fra devisen: ’tillid er godt, kontrol er bedre’ har politikere i kølvandet på ’Den sorte svane’ efterlyst strammere lovgivning og mere kontrol. Og det er da også afgørende, at samfundet reagerer, når nogen forbryder sig mod samfundskontrakten.

Men jeg er helt enig med journalisten Cecilie Cronwald, der i sin kommentar slår til lyd for et samfund, hvor nogle bryder tilliden, fremfor et samfund, hvor der ikke er nogen tillid at bryde.

I øvrigt bliver ’Den sorte svane’ selv et eksempel på værdien af tillid.

Havde Mads Brügger og kompagni mødt juristen Amira Smajic med mistro, var de måske ikke blevet snydt. Men de havde nok heller ikke lavet denne dokumentar.

At vise tillid betyder nemlig at udlevere sig selv. Derfor reagerer vi, når vores tillid misbruges.