Hovedpersonerne i »Gnavne gamle mænd« fremstår mere sympatiske og mindre demente end Trump og Biden

Der er sagt mindst to kloge ting om historie. »Historien gentager sig ikke,« sagde Mark Twain, »men den rimer.« Og så »Historien gentager sig altid to gange: første gang som tragedie anden gang som farce.« Det var Karl Marx, så det passer jo nok. Da Donald Trump og Joe Biden stødte sammen i et »episk« opgør om amerikansk politik, golf og kropslig vitalitet, understregede det ikke alene, at – bortset fra det med golfen – det står skidt til, men også at afgørelsen om Vestens fremtid er henlagt til farcen. Her ville det være oplagt at sammenligne med »Gnavne gamle mænd« fra 1993, hvor Walther Matthau og Jack Lemmon spiller to, ja altså, gnavne gamle mænd, som i mere end 50 år og af grunde, der fortoner sig i glemsel, ikke kan udstå hinanden. Men Matthau og Lemon fremstod nu mere sympatiske og mindre demente. Farcen rimer altså på noget andet. Men hvad? Historikeren Niall Ferguson har i en meget omtalt klumme sammenlignet den gerontokratiske fejde med Sovjetunionens sidste tid, dengang i begyndelsen af 1980erne, da landet netop var styret af folk i firserne. Måske!

Christian Egander Skov om det amerikanske præsidentvalg i Berlingske.

Kommentar
Berlingske
08/07/2024
Link