En tidligere kollega havde et standardudtryk, som han benyttede sig af, hver gang vi mødte hinanden: ”Erfaren mand er god at gæste”.

I tankerne er udtrykket fra tid til anden vendt tilbage. På den ene side kan en sådan kommunikation være præget af smiger, medløb og eftergivenhed – og på den anden side kan den blive til anmasselse og overgreb.

Det handler om syn og skøn.

Og med hensyn til den tidligere kollegas kommunikative udtryk bør det trods alt parkeres i kategorien: flygtig stemning. Det var i sammenhængen overfladisk. Og det stikker som bekendt sjældent særligt dybt.

Alvorlig talt betyder ”Erfaren mand er god at gæste”, at vi dermed står overfor erfaring og praksis og dermed står sammen med et menneske der har sans for syn og skøn. En skønsmand, der undersøger nogle spørgsmål og besvarer dem. Kort sagt har den erfarne sans for skønsomhed, knyttet til praksis.

Når etikken ligger på et lavt niveau inden for nogle områder og emner, kan det skyldes at vi har glemt at skønne. Det er i øvrigt en evne – en sans for skønsomhed – som er beskrevet i den klassiske græske etik.

Skønsomhed er en basal etisk evne, når vi skal træffe beslutninger. Skønnet har sin egen logik og strenghed. Det udvikles med erfaringen, bliver mere og mere sikkert, selv i komplicerede situationer. Den erfarne erhverver sig en tæft, en skønsomhed, som ikke kan indlæres automatisk.

Et skøn er en særlig praktisk måde at indse noget på. I skønnet kombinerer vi det almene med det særlige. I det unikke ligger det almene.

Skønnet afprøves mod andres skøn, erfaring mod erfaring. Den skønsomme har en udviklet evne til at se det enestående i et menneske eller i en situation, alt det som ikke kan sættes på formler. Med andre ord udvikles skønsomhed i livets skole.

Skønsomheden træder i funktion når vi står med de praktisk-etiske problemer. I den anvendte etik tillader jeg mig gang på gang at skønne hvad der er den sande holdning og handling ud fra det gode liv. Fra livets begyndelse til livets afslutning.

Nogle viger tilbage for skøn, når der ikke følger argumenter med. Men naturligvis skal vi også have argumenter med og ved hvert et skøn.

I en praktisk-etisk argumentation indgår der således nogle få led. Vi må for det første kende til fakta. Dernæst må vi kende til det gode liv, i fortælling og i billeder. Og endelig må argumentationen bestå i at vi holder fakta sammen med det gode liv. Herudfra må vi skønne os frem til den sande holdning eller handling.

Ved al etisk argumentation er der i praksis en risiko. Skønnet kan fejle. Og denne risiko må vi løbe. Ingen kan forvente at stå med rene hænder, hvis der skal træffes praktisk-etiske afgørelser.

De, der arbejder under stort tidspres fx på en afdeling for de for tidligt fødte børn, er i fare for fejlgreb. Det hører uløseligt med til arbejdet.

Det er måske ikke helt forkert at se etik som en form for buffer mod en tilværelse, der ikke kun består af medgang men også af modgang. Også ud fra at det virker som om, at det gode liv er undtagelsen, der ikke trækker de store overskrifter i mediernes prime time.

Måske er det et vovestykke og et udtryk for et vildt håb, når vi uden at ryste på hånden regner med at det trods alt lønner sig at kreere rum for en etik – for det gode liv.

Der er til stadighed problemer af praktisk-etisk karakter, som vi skal tage stilling til. Og en livs- og handlingsorientering bør bestå i, at vi hver for sig giver et etisk bud, som andre så bør reagere på.

Det enkelte menneskes skøn bør således være en opfordring til at vi andre kommer på banen med vores respektive skøn. Vi bør om jeg så må sige vove pelsen.

I praksis-etik skal vi have fortællinger og billeder frem både i forhold til at stimulere os og til provokere os.

Vi skal gøre en indsats og sommetider med os selv som indsats. Vi skal i hvert fald hele tiden være parate med egne svar på de praktisk-etiske spørgsmål, vi møder. Og vi skal ikke mindst af alt skærpe sansen for hvad virkeligheden i sandhed er, når livet er godt.

I centrum er det gode liv. Her skal vi begynde og slutte, forudsat at vi kender fakta i de berørte etiske områder og emner.

Etisk dannelse er at kunne se det væsentlige. Problemets etiske formulering, dets målestok i det gode liv, en problemløsning, vi selv vil svare for, ansvarligt