Der er noget i vejen med os. Jeg ved ikke præcis, hvad det er, men når jeg her i sommer har kørt rundt i det sønderjyske grænseland, har jeg ikke kunnet undgå at bemærke det: Her er jo grimt. Grænsen skærer sig gennem det historiske Sønderjylland og deler det i et dansk Nordslesvig og et tysk Sydslesvig. Før 1920 eksisterede den ikke. Dengang hang området sammen. Arkitektur, byggeskik og holdninger til, hvordan man holder hus og have, gik på tværs af den nuværende grænse. Forskelle var der naturligvis. De fulgte blot ikke grænsen. Østpå herskede bindingsværket. Vestpå byggede man med tegl. De røde mursten fra den vestslesvigske byggeskik, som sidenhen blev dansk folkeeje i murermestervillaer og etagebyggerier. Men altså: Langs grænsen var der ingen grænse. Derfor er grænselandet også et slags eksperiment, hvor to forskellige folk på hver sin side har fået overleveret nogenlunde samme bygningsmæssige arv. De samme huse, de samme landsbyer, de samme veje og den samme natur. Og hvordan er det så gået? Ja, i Tyskland er det egentlig gået godt. Kører man rundt umiddelbart syd for grænsen i mindre byer som Sønder Løgum og Læk, finder man tilsyneladende levende småbyer med butiksliv, velholdte huse og gademiljøer, hvor træer skaber alléstemning selv i den mest ubetydelige flække.

Læs Christian Egander Skovs kommentar om manglende æstetik i Danmark.

Kommentar
Berlingske
16/07/2024
Link

Vær på forkant med Danmarks nye værdipolitiske tænketank.