Jeg forstår dem, der vil transformere hende fra en fejlslagen vicepræsident til en messiasskikkelse. Men jeg køber den ikke

Da Biden endelig tonede frem på skærmen 24. juli og kiggede teleprompteren og de amerikanske seere i øjnene, blev der vendt et blad i historiens bog. Det havde ganske vist også været historisk, hvis Biden havde søgt genvalg; og hvis han havde vundet; og hvis han havde holdt tiden ud. Men det havde været historisk på den forkerte måde. Det havde været historien om et politisk system, hvis forbenede skrøbelighed havde stivnet folkestyret til en maske af dødsangst og undergangsfrygt. Og det havde været historien om et menneske, der ikke ville gøre det indlysende rigtige og se i øjnene, at vores liv nu engang er sådan indrettet, at det leder mod svækkelse og afslutning. Og – hvis vi ikke vil vedgå os denne livets ubønhørlige lov – ofte også til ydmygelse. Det amerikanske demokratis og Bidens tragedie ville spejles i hinanden. Og det havde ikke været til at bære. Ja, en lettelse var det, at bladet nu blev vendt. Alligevel er jeg langt fra sikker på, at vi er ovre det værste – at demokratiets trængselstid er forbi.

Christian Egander Skov i Berlingske om det amerikanske valg efter Bidens tilbagetrækning.

Kommentar
Berlingske
29/07/2024
Link