Netværkets arbejde tager udgangspunkt i syv punkter
1) Dødshjælp er de raskes svar på de syges problem.
75 procent af danskerne er tilhængere. Men man spørger kun de raske. Erfaringer fra syge og døende er, at det ofte er de pårørende, der taler om dødshjælp, sjældent den syge selv. Dem, der arbejder med syge og døende, møder stort set aldrig ønsket.
2) Ubærlig lidelse KAN lindres.
Ubærlig lidelse KAN lindres. Men danskerne ved meget lidt om palliation – altså fysisk, psykisk, åndelig og eksistentiel lindring. Hvis de gjorde, ville de vide, at der er meget bedre alternativer til at slå syge mennesker ihjel.
3) Det frie valg er ikke kun frit, men ender som et pres.
Tilhængerne går ind for retten til selvbestemmelse. Men mennesket er ikke en ø, og ønsket om at ville dø vil typisk været kraftigt farvet af omverden. Undersøgelser fra udlandet viser, at det, der lyder som et frit valg, i virkeligheden handler om fx ensomhed, bekymring om at være til besvær og pres fra familien eller omgivelserne.
4) Statsassisteret selvmord vil presse de syge, sårbare og plejekrævende, alene fordi tilbuddet eksisterer.
De syge kommer til at være frie til at vælge døden, men ikke fri for at skulle vælge. Vi skal fastholde retten til at være til besvær, og vi skal støtte de pårørende, der står tættest på. Ingen skal vælge livet fra, fordi de ikke vil være en belastning, eller fordi kræfterne hos de pårørende er ved at slippe op.
5) Statsassisteret selvmord vil gøre os alle mere kyniske og forråede.
Den økonomiske nyttetankegang sniger sig i forvejen ind alle steder i samfundet og menneskesynet – vores værdi måles på, hvad vi udretter og ikke at vi ER. Dødshjælp vil forrå vores syn på mennesker med handikap, psykisk sygdom og de uafvendeligt døende og andre, der ikke ”performer”. Sådan en kulturændring, kan ikke rulles tilbage.
6) Statsassisteret selvmord bliver en behandlingsmulighed.
I et økonomisk presset sundhedssystem kan dødshjælp ikke undgå – bevidst eller ubevidst – at blive et redskab. Også systemet vil presse mennesker med handikap eller kronisk sygdom, presse ældre og behandlingskrævende til at få ”løst” det problem, de udgør.
7) Statsassisteret selvmord vil hurtigt blive en glidebane, hvor stadig flere grupper vil få lov til at kræve, at staten slår dem ihjel.
Al erfaring fra udlandet viser, at starter man med de ubærligt syge, udvides retten gradvist til de gamle, de psykisk syge, de deprimerede og dem, der bare er trætte af livet – selv børn. Vi ønsker ikke, at statsassisteret selvmord skal blive en af de hyppigste dødsårsager som fx i Holland.
