Imperier får sjældent lov til at nyde deres plads i solen længe. Det var den tanke, der greb mig, da jeg her en aften i efterårsferien genså David Leans mesterværk »Lawrence of Arabia«.

Filmen handler om den eventyrlige og uudgrundelige britiske officer, arkæolog og forfatter T.E. Lawrence. Under Første Verdenskrig spillede han en afgørende rolle i den britiskstøttede arabiske opstand mod tyrkerne, som dengang sad tungt på magten i store dele af Mellemøsten.

Lawrence skildres i filmen som en plaget, men også profetisk skikkelse gestaltet af en dirrende intens Peter O’Toole. I det ene øjeblik overvurderer han sig selv i messiansk beruselse. Det andet øjeblik vender han sig i afsky over såvel krigen som sig selv.

Selvom den britiske imperialisme er bagtæppet, er skildringen af Lawrence helt sikkert ikke tænkt som en kommentar til vor tids geopolitiske gåde, nemlig USAs omfattende tilstedeværelse i verden, det amerikanske imperium.

Alligevel strejfede tanken mig mere end en gang, at denne spænding mellem messiansk selvovervurdering og dugnakket defaitisme kunne have været syet efter mål til os.

Kommentar
Berlingske
21/10/2024
Link

Vær på forkant med Danmarks nye værdipolitiske tænketank.

Cookie information

Denne hjemmeside bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner som at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside.

3rd Party Cookies

This website uses Google Analytics to collect anonymous information such as the number of visitors to the site, and the most popular pages.

Keeping this cookie enabled helps us to improve our website.