Morten Jarlbæk Pedersen: Det borgerlige EU har et medfødt og tiltagende paradoks, der synes uløseligt

Det er hverken en hemmelighed eller en nyhed, at det europæiske unionsprojekt fra begyndelsen især var et borgerligt, politisk projekt. Fællesskabernes og senere unionens fremmeste fortalere var derfor også at finde i de borgerlige partier. Men samtidig er selve unionstanken og dens reelle virkeliggørelse på mange områder noget, mange borgerlige har svært ved at se sig selv i. Særligt fordi det i høj grad bygger på tømning af de etablerede kulturelle og politiske – borgerlige – fællesskaber for indhold og en stadig stigende grad af detailregulering, som opleves foretaget på afstand.

Situationen i dag er således, at selvom EU traditionelt og blandt mange stadig anses som et borgerligt projekt, så er den kritikken af unionen i dag samtidig et højrefløjsfænomen, og langt ind i mange borgerlige partier er der en oplevelse af, at unionen gradvist er ved at udvikle sig til en størrelse, der ikke bare handler om fred og frihandel og ligeværdigt samarbejde.

Paradokset er kun blevet forstærket gennem de seneste to årtier. Unionens allernyeste udvikling – især siden brexit og katalyseret af coronakrisen, klimapolitik og geopolitikkens genkomst – synes at forstærke det borgerlige EU-paradoks. Brexit handlede om, hvorvidt den reformaftale, som briterne havde forhandlet på plads, og som bl.a. indeholdt et opgør med tanken om en stadig snævrere union, skulle realiseres. Det skulle den så ikke, og derfor er man fortsat i det historisk givne spor båret frem af unionstanken. Coronakrisen gav anledning til kreativ omgang med reglerne for fælles gældsættelse. Klimapolitikken opleves som nødvendig, men samtidig en kilde til social ingeniørkunst og voldsom og indgribende regulering. Og geopolitikkens genkomst – kombineret med ønsket om såkaldt ”strategisk autonomi” – giver anledning til at gøre sikkerheds- og forsvarspolitik til et EU-emne på en måde, det ikke har været det før.

Alt dette er i høj grad båret frem af borgerlige partier samtidig med, at den stærkeste og mest højrøstede EU-kritik af selvsamme udvikling ikke længere kommer fra venstre, men fra højre – fra borgerlige.

De borgerlige sidder på magten i EU, men bruger den ikke til at løse paradokset

I juni 2024 var der valg til Europa-Parlamentet. Og op til dette valg spåede mange analytikere, at det borgerlige EU-paradoks måske ville finde sin naturlige løsning, idet man forventede et kraftigt højreskred i Europa-Parlamentet.

Resultatet af valget ville blive et EU, hvor der både i Ministerrådet, blandt kommissærerne og parlamentarikerne ville være et massivt, borgerligt flertal. Derfor ville vejen for borgerlige reformer af EU-systemet også være banet og ligge til – ja, højrebenet. Sådan lød forventningerne i al fald.

Vælgerne skuffede som sådan heller ikke. Situationen i efteråret 2024 er nu som følger. I Europa-Parlamentet er EPP – den kristendemokratiske/konservative gruppe, hvor også de danske konservative sidder – klart den største med 188 medlemmer. Socialdemokraterne er næststørst med 136 medlemmer, og på tredjepladsen finder man pludselig en ny EU-skeptisk, nationalkonservativ gruppering, Patriots for Europe, hvor bl.a. Dansk Folkeparti sidder. På fjerdepladsen er den moderat skeptiske, konservative ECR-gruppe med 78 medlemmer, hvor bl.a. Danmarksdemokraterne sidder. De liberale i gruppen RENEW, hvor Venstre, Moderaterne og Radikale Venstre sidder sammen, kommer på en femteplads med 77 medlemmer.

Eller sagt med andre ord: Næsten halvdelen af alle medlemmer af Europa-Parlamentet – hele 48 pct. – kalder sig selv ”konservative”, ”kristendemokrater” eller noget lignende (EPP, PfE og ECR).

Samtidig er der borgerlige regeringer i bl.a. Sverige, Finland, Letland, Litauen, Rumænien, Cypern, Polen, Kroatien, Grækenland, Luxembourg, Frankrig, Portugal og Østrig – og mere EU-kritiske, borgerlige regeringer i både Italien, Nederlandene og Ungarn. For blot at nævne et par eksempler.

Blandt de nominerede kommissærer repræsenterer 15 af dem EPP, hvortil man kan lægge den italienske kommissær (ECR) og den ungarske kommissær (Patriots for Europe).

Den borgerlige tilstedeværelse er med andre ord ganske tydelig. I hvert fald på papiret.

Nye kriser betyder, at en løsning har lange udsigter

Omvendt er der som sådan intet nyt i, at der er et borgerligt flertal i EU. De seneste tre kommissionspræsidenter har alle repræsenteret det kristendemokratiske EPP. Det er altså mere end 20 år siden, at situationen så grundlæggende anderledes ud.

Dertil kommer, at der i Europa-Parlamentet ikke er et egentligt flertal til højre – og sjovt nok heller ikke til venstre. Det største borgerlige parti, EPP, har alle dage været en af de drivende kræfter i at skabe og forme EU, som unionen fremstår i dag. De seneste tre kommissionspræsidenter har alle været fra netop EPP-gruppen. Fra den kant kan vi altså ikke vente en markant kursændring.

Den seneste kommissionspræsident, Ursula von der Leyen, fra det tyske parti CDU, har stået i spidsen for en kommission, der har taget stormskridt i EU-integrationen. Den er båret frem af især tre ting.

Coronakrisen og ønsket om med fælles EU-gæld at finansiere en genstart af den europæiske økonomi. Et stærkt ønske om en omfattende, klimapolitisk betinget regulering af erhvervslivet. Den sidste er en styrkelse af Unionens udenrigs- og sikkerhedspolitiske kompetencer betinget af amerikansk ustabilitet og den russiske invasion af Ukraine.

Der findes i EPP reelt set ikke noget udtalt ønske om at føre kompetencer tilbage til de nationale parlamenter, om at definere EU’s kompetencer nøjere eller måske endda ikke om at styrke vetoretten i Ministerrådet.

Dette afføder derfor spørgsmålet: Hvorfor skulle den grundlæggende udvikling i EU blive anderledes nu? Højresvinget er langt fra så skarpt, som det måske så ud ved første øjekast.

Det borgerlige EU-paradoks står omvendt ganske klart. På den ene side er der tydeligt et borgerligt flertal i alle de politiske EU-institutioner. På den anden side er dette på ingen måder en garanti for, at der vil blive ført en politik, der kan imødekomme den voksende borgerlige EU-skepsis.

Hvorfor skulle den grundlæggende udvikling i EU blive anderledes nu? Højresvinget er langt fra så skarpt, som det måske så ud ved første øjekast.

EU’s ringe konkurrenceevne viderefører paradokset

Den aktuelle diskussion om EU’s konkurrenceevne er et sted, hvor det bliver særlig tydeligt. Vores konkurrenceevne har det nemlig ikke godt sammenlignet med fx den amerikanske. Risikoen er, at Europa som kontinent risikerer at sakke bagud i den globale konkurrence, og at europæerne bliver relativt fattigere. Man taler om Europa som et museum.

Et af de bærende argumenter for overhovedet at have et EU er, at det kan skabe et fælles og globalt konkurrencedygtigt marked. Derfor har denne udfordring ikke blot et økonomisk aspekt. Næ, det er såmænd en udfordring af selve unionstankens grundfundament.

Derfor er der også bred enighed om at styrke den europæiske konkurrenceevne. Det så man fx i modtagelsen af den såkaldte ‚Draghi-rapport‛, hvor den tidligere premierminister i Italien og tidligere chef for den europæiske centralbank, Mario Draghi, pegede på EU’s omfattende problemer på dette punkt. Rapporten blev modtaget under stor opmærksomhed på tværs af politiske skel.

Fra et borgerligt perspektiv tegner det sådan set godt. Draghi lægger op til et opgør med overflødig regulering og en sikring af markedets funktionalitet. Det har alle dage været borgerlige prioriteter i EU.

Men samtidig er netop det manglende opgør med regulering en af kilderne til stigende, borgerlig EU-skepsis. På trods af at EU traditionelt er blevet anset som et borgerligt markedsprojekt, er kritikken af overreguleringen kun tiltaget i styrke – ikke overraskende i takt med reguleringens omfang.

Igen ægger det spørgsmålet: Hvorfor skulle den grundlæggende udvikling i EU blive anderledes nu?

Selvom der på tværs af de borgerlige partigrupper bestemt findes et ønske om at begrænse eller endda tilbagerulle en del EU-regulering, har de borgerlige i årtier stået i spidsen for udviklingen indtil nu – både i kommissionen og i parlamentet.

Selvom der på tværs af de borgerlige partigrupper bestemt findes et ønske om at begrænse eller endda tilbagerulle en del EU-regulering, har de borgerlige i årtier stået i spidsen for udviklingen indtil nu – både i kommissionen og i parlamentet.

Paradoksets uløselige natur?

Det borgerlige EU-paradoks er således ikke blevet mindre i den nyeste tid. Man kan måske endda argumentere for, at paradokset alene er taget til i styrke: Den borgerlige, politiske dominans i EU-systemet er stærk, men den borgerlige EU-kritik er ligeledes stærk og måske endda tiltagende.

Skal den borgerlige EU-skepsis imødekommes, vil det kræve et grundigere opgør med både den regulering, der er indstiftet de seneste par år, som knapt er implementeret, samt det logisk medfølgende opgør med selve EU’s politiske potens.

Ingen af delene synes realistiske. Ja, meget peger måske endda på, at udviklingen i et eller andet omfang vil bevæge sig i den modsatte retning.

Igen er det oplagt at skæve til Draghi-rapporten. Her blev EU’s konkurrenceevneudfordring udpenslet ganske nøje, og der blev også peget på, at overregulering er en åbenlys hæmsko for konkurrenceevnen. Et budskab, der har vakt betydelig genklang især blandt erhvervsorganisationer.

Men løsningen, Draghi peger på, er ikke ‚bare‛ et opgør med regulering og et fokus på det frie marked. Den er i stedet industripolitik – altså store, offentlige investeringer på EU-niveau målrettet udvalgte industrier. Dette kræver både langt større og for medlemslandene uafhængige, finansielle muskler til unionen. Og det kræver også større beføjelser til EU-systemet at kunne føre en så aktiv industripolitik, der ikke blot handler om at udjævne markedspladsen.

Dette er en løsning, der ligesom rapportens analyse blev modtaget under stor opmærksomhed på tværs af politiske skel. Det borgerlige EU-paradoks – at unionen på den ene side fejres som et borgerligt projekt og på den anden side baserer sig og fungerer på en måde, der modarbejder et borgerligt projekt – bliver formentlig ikke mindre de kommende år.

Det borgerlige EU-paradoks er således ikke blevet mindre i den nyeste tid. Man kan måske endda argumentere for, at paradokset alene er taget til i styrke.

Finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.

Artikel
RÆSON
29/10/2024
Link