13 forslag til en humanistisk skærmpolitik

Spørgsmålet om digitalisering, pædagogik og kunstig intelligens optager sindene. Men emnet diskuteres mest i kausale termer. Fx om mere skærm fører til mere eller mindre trivsel, eller hvordan man skal gøre børn digitalt kompetente. Eller om man skal kritisere skærmen som sådan eller blot specifikke former for brug af den? Jeg vil med udgangspunkt i en form for filosofisk-politisk fortolkning af situationen argumentere for, at problemerne er langt større end som så. Det handler ikke om kausalitet og kompetencer. Det handler snarere om, at ”skærmen” er udtryk for en stor anti-humanistisk ideologi. Det handler om det, jeg kalder for ”Den store skærm”. Hvis det er korrekt, så er svaret et langt mere omfattende opgør med digitaliseringens indhold og effekter, end man hidtil har diskuteret. Til sidst har jeg derfor tretten friske forslag. Vi ankommer til verden som krop, skudt ud af en anden krop. Fra krop til krop. Vi forlader også verden som krop. Dybt under jorden i en kiste. Ergo: Vi kommer til verden alene som krop, og vi forlader verden alene som krop. Imellem disse store poler, fødsel og død, imellem disse to ensomme stykker kød, foregår der så en helt masse andet. Vi bliver til et fællesskab af dem, der har noget til fælles, altid med fødsel og død i omegnen. Det er menneskets storhed og tragedie. En slags olympiade. En blanding af antikkens grækere og engelske gentlemen. Herfra udvikler forsamlingerne sig. Fødsel og død og liv hænger sammen. Det er en slags syntese mellem Hannah Arendts natalitet (fødthed), Heideggers eksistens til døden og Nietzsches kritiske vitalisme.

Artikel
RÆSON
30/12/2024
Link