Det er engang sagt, at det er en meningsløs ørkenvandring at søge efter en fast, entydig og velafgrænset kernebetydning for et ord som frihed. Og det er ganske vist. Alligevel vil jeg i det følgende pege på hvad mennesket som sådan og frihed har med hinanden at gøre, og dermed pege på det, der er baggrund for det samfund, vi har den dag i dag.

For mere end 12 år siden skrev jeg en kronik i Kristeligt Dagblad om det kristne frihedsbegreb. Og en besindelse på det kristne frihedsbegreb, mener jeg stadig, er nødvendig i forhold til at frilægge frihedens dybere dimensioner således at vi bedre forstår, hvad den egentlige og ægte frihed er. Og det gælder umiddelbart både i folkelig og politisk sammenhæng.

Udgangspunktet for det kristne frihedsbegreb er at frelsen kan og skal defineres som friheden. Desværre er skildringen af den første skribent i Det Nye Testamente apostlen Paulus som frihedens talsmand alt andet end det fremherskende træk i det billede, der som regel i og uden for kristendommen og kirken tegnes af ham.

Paulus fremdrager i Første Korintherbrev et par toleddede udsagn om friheden: ” Alt er tilladt mig, men ikke alt gavner. Alt er tilladt mig, men jeg skal ikke lade noget få magt over mig.” (1. Kor. 6, 12).

Senere i samme brev dukker disse toleddede udsagn op igen: “Alt er tilladt, men ikke alt gavner. Alt er tilladt, men ikke alt bygger op.” (1. Kor. 10, 23).

Dette fire gange anførte tema: “Alt er tilladt mig”, anses for at udgøre et almindeligt kendt slogan i Korinth. Et sådant slogan kan være udformet allerede i den førkristne periode, hvorfra man kan opvise eksempler på lignende formuleringer inden for samtidens filosofiske retninger.

Det er dog muligt, at dette slogan havde fået sin særlige baggrund inden for den kristne menighed i byen, måske tilmed under inspiration af Paulus selv som den, der havde forkyndt kristendommen for første gang i denne del af Grækenland. I flere af hans breve er det kristne budskab simpelthen defineret som friheden.

I Galaterbrevet bestemmer Paulus målet med den kristne forkyndelse og det kristne liv således: ” I blev kaldet til frihed.” I samme brev omtaler han desuden de kristne som ” børn () af den frie kvinde”. Ja, han kan endog i et ordspil angive hele sigtet med Kristi liv og gerning ved frihed: “Til den frihed har Kristus befriet os”.

I sit referat fra det første større kirkemøde omkring år 48 i Jerusalem skriver Paulus, at den stedfundne diskussion med hans modpart på mødet drejede sig om intet mindre end selve den kristne frihed: “Det krævede ellers nogle indsnegne falske brødre, som havde listet sig ind for at udspejde den frihed, vi har i Kristus Jesus, og for at trælbinde os.

Men dem gav vi ikke et øjeblik efter for og bøjede os ikke; for vi ville, at evangeliets sandhed skulle blive hos jer.”

I naturlig fortsættelse heraf kan Paulus i Romerbrevet fastlægge indholdet af den frelse, Jesus Kristus bragte ind i verden gennem sit liv og sin død, som frihed, “for livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov”. Befrielsen betyder her at være løst fra fortsat at skulle være i de destruktive kræfters vold, hvis frustrerende spil med mennesket vi finder beskrevet på det etiske plan (Rom. 1, 14-32) – og på det eksistentielle plan (Rom. 7, 14-24).

Dette er ligeledes i god overensstemmelse med det paulinske frihedsbegreb, at han senere i Romerbrevet kan skildre den kristne forventning om en kommende herlighed som et håb om en fuldkommen frihed, som ikke blot mennesket, men også den øvrige del af Guds skaberværk skal have del i, “at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden”.

I kristen sammenhæng kan og skal frelsen altså – nu og engang – defineres som friheden. Desværre er skildringen af Paulus som frihedens apostel alt andet end det fremherskende træk i det billede, der som regel i og uden for kirken tegnes af ham. Men det er det billede, han tegner af sig selv i sine breve.

Og skal vi kunne ane noget af dybden i den paulinske definition på frihed og prøve at fastholde radikaliteten i, hvad Paulus forstår ved ægte frihed, forudsætter det opmærksomhed omkring to sider af dette frihedsbegreb, som er både fundamentale og uadskilleligt sammenhørende.

Frihed hører sammen med et andet hovedbegreb i Det Nye Testamente: sandhed.

I Johannesevangeliet findes dette udsagn: “I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie”.

Tilsvarende hører løgn og ufrihed sammen.

Paulus kan derfor bestemme menneskets grundsynd som dette, at man “udskiftede Guds sandhed med løgnen”, ligesom evangelisten Johannes taler om Djævelen som “fader til løgnen”, det vil sige en morder, der stadig pønser på at dræbe alt sandt menneskeliv.

Hvad er det for en sandhed, der gør fri? Ja, det er Guds sandhed om, hvad et menneskeliv er. Denne sandhed har fået konkret skikkelse i det menneskeliv, Jesus af Nazaret levede. Derfor kaldes han Guds søn. Som sønnen eller datteren på den mest intime måde repræsenterer moderen eller faderen i den familiemæssige sammenhæng, således repræsenterer det menneskeliv, Jesus af Nazaret levede, Gud selv, det vil sige Guds sandhed om, hvad sandt menneskeliv er.

Det er i denne forbindelse tankevækkende, at i Det Nye Testamente kan det herlige eller det ærefulde, ja, selve Guds herlighed og Guds ære indholdsbestemmes ved et sandt menneskeliv: “Vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed”, nemlig det frie menneskeliv, Jesus som Guds søn levede ind i verden. Også Johannesevangeliet gør brug af et ordspil til at udtrykke denne totale frihed, Kristus formidler: “Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.” Som allerede antydet er frihed for Paulus den mest præcist dækkende betegnelse for den Guds virkelighed, Kristus har demonstreret og muliggjort som en konkret virkelighed ind i menneskers jordiske tilværelse. Kristus og frihed kan derfor optræde som synonymer: “Herren er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed.” Som sammenhængen i Andet Korintherbrev, hvor dette citat er fra, viser, gælder denne frihed også i forhold til den gudsforståelse og den livstydning, som de gammeltestamentlige skrifter indeholder. Tolket ud fra Kristus-skikkelsen er overleveringen fra før Kristus ikke en død tradition, der lammer eller dræber nye livsmuligheder, men tværtimod en levende kilde, der inspirerer til at leve på en ny og bedre måde, det vil sige Guds oprindelige tanke for menneskers liv med hinanden.

Det indledningsvis anførte slogan har fire eftersætninger.

Hvilken funktion har disse eftersætninger som en kommentar fra Paulus’ side, der skal fortolke sloganet nærmere?

Formelt er der jo i alle fire tilfælde tale om ikke-udsagn.

Har de mon karakter af restriktioner, der skal begrænse det foranstående udsagn om den totale frihed, sådan som vore tilsyneladende dristige frihedsudsagn ofte reduceres kraftigt i de påfølgende bestemmelser?

Nej, eftersætningerne har ikke til formål at indskrænke friheden, men derimod at fremme og bevare friheden som ægte og total frihed, som den med Kristus givne virkelige frihed.

Eftersætningen tjener til at underbygge forsætningen.

På linje med andre hovedbegreber i Det Nye Testamente er frihedsbegrebet et relationsbegreb, det vil sige det implicerer en nødvendigvis dobbeltsidet relation: et menneskes forhold til dets Gud og til dets medmenneske. Desuden anskues ægte frihed altid som konkret realiseret frihed. Ikke tilfældigt rummer Johannesevangeliet den påfaldende formulering “Den, der gør sandheden”.
Kristen frihed er ikke en idé eller en læresætning, men konkret menneskeliv.

Ægte frihed er betinget af binding til friheden. Det Nye Testamente skildrer Jesus af Nazaret som det frie menneske bundet til sin erfaring af Gud som en Gud, der handler frit over for alle menneskelige beregninger og begrænsninger.

Det kristne frihedsbegreb udspringer med andre ord af det kristne gudsbegreb, det vil sige forståelsen af Gud som en Gud, der har bundet sig selv til at være suverænt fri til sin godhed.

Den sædvanlige rollediskussion, om man skal spille herre eller tjener, er på forhånd afgjort i kristen sammenhæng, fordi den kristne er bundet på forhånd til Kristus som den frie tjenestes herre og bundet til de andre til gavn og glæde i deres sammenhæng. Kun den, der således tjener frit, er virkelig fri. For ham og for hende er virkelig alt tilladt.

Ad mange omveje og forskydninger blev det kristne frihedsbegreb derfor baggrund for det enkelte menneskes rolle i det moderne, sekulære vestlige samfund – og dermed for et moderne politisk frihedsbegreb.