Det virker uundgåeligt, at vi må tage afsked med Grønland

Grønland er på vej mod selvstændighed, og Grønland er på vej mod tragedie. Og denne tragedie er også vores hernede, fordi vi er forbundet med grønlænderne. I 300 år har vi delt rige.

Kald det sentimentalitet og nostalgi, men det er dog noget. Selv er jeg efterladt med den mest usammenhængende fornemmelse.

Jeg støtter Grønlands ret til selvstændighed. Grønlænderne er et folk, en kultur, der adskiller sig fra den danske. De har et sprog, der ikke har den mindste forbindelse med vores, og et mytologisk univers, som peger mod den eskimoiske verden.

Enhver tale om norddanskere, sådan som det en stund i midten af sidste århundrede var populært, er sværmerisk ideologi. Også selvom grønlændere selv kunne tale sådan om sig. Det var et desperat ønske fra en dengang moderniseringsivrig grønlandsk elite om at træde ind i den moderne verden ved at træde ud af sin egen.

»Jeg vilde aldrig være fremkommet med et Krav om det danske Sprogs Indførelse, hvis jeg havde troet, at det grønlandske Sprog kunde føre os videre frem i Udvikling,« udtrykte en fremtrædende grønlænder det i 1945. Man troede ikke længere på muligheden af det specifikt grønlandske.

Christian Egander Skov om Grønlands ret til folkelig selvstændighed.

Kommentar
Berlingske
17/02/2025
Link