”Udvalget for en mere værdig død” er nået til enighed om et enkelt forhold, nemlig at den palliative indsats i Danmark skal forbedres. Ingen er uenig heri.

Med andre ord mener det samlede udvalg, som det også har været fremført i Berlingske (30. januar 2025), at den lindrende behandling, der i dag tilbydes til terminale patienter, skal forbedres markant.

Det følgende er således en replik til det såkaldte refleksionsoplæg om en mere værdig død i Berlingske (torsdag den 30. januar 2025).

Palliation er som bekendt det faglige ord for lindring, der har til formål at fremme livskvaliteten hos den, som står over for de problemer der er forbundet med livstruende sygdom, ved at forebygge og lindre lidelse gennem tidlig diagnosticering og umiddelbar vurdering og behandling af smerter og andre problemer af både fysisk, psykisk og psykosocial art.

At lindre og trøste svært syge og døende patienter (og for den sags skyld ikke at forglemme deres pårørende) er en vigtig del af lægegerningen, som det har været det siden Hippokrates’ tid. Og umiddelbart bygger lægeløftet den dag i dag stadig på Hippokrates’ læresætning, selvom den moderne tids tabu omkring døden indimellem får os til at fortrænge det.

For at sundhedsvæsenet skal kunne løfte den opgave at lindre svært syge og døende mennesker må vi prioritere lindrende behandling.

Det er man i sundhedsvæsenet i almindelighed godt klar over. Og i særdeleshed inden for Dansk Selskab for Palliativ Medicin.

Der er kort og godt behov for fokuseret investering og engagement for at gøre palliativ indsats til en naturligt integreret del af hele sundhedsvæsenet på tværs af diagnoser og sektorer (jf. www.taenketankenprospekt.dk/2024/09/25/du-er-vigtig-indtil-det-sidste-oejeblik-af-dit-liv/).

Fokus på lindring af mennesker med livstruende sygdomme har Dansk Selskab for Palliativ Medicin (DSPaMs) fremlagt i et visionsdokument: ”National strategi for lindring af patienter med livstruende sygdomme” (2024).

Når det er sagt, er palliation åbenbart ikke tilstrækkeligt for ”Udvalget for en mere værdig død”. Uenighed var der ganske vist i udvalget, førend man havde mødt hinanden, om fortolkning af udvalgets kommissorium.

I forhold til menneskets forventede restlevetid har udvalgets medlemmer mere eller mindre fremlagt nogle refleksioner, som læner sig op ad statsministerens bastante udsagn, begyndende i sommeren 2023.

Udvalget leverer simpelthen det bestilte arbejde (jf. Tænketank: Udvalg om værdig død ligner politisk bestillingsarbejde : Etik og Tro – Altinget.dk).

Konkret indeholder det såkaldte refleksionsoplæg et par anbefalinger: Halvdelen af udvalgets medlemmer (5 ud af udvalgets oprindelige 10 medlemmer) mener at det skal være muligt at få hjælp til udførsel af aktiv dødshjælp, altså en form for assisteret selvmord.

Et flertal i udvalget (7 ud af 10) mener at enhver terminal person har ret til ordineret medicin medblik på aktiv dødshjælp.

Disse konkrete modeller for, hvordan aktiv dødshjælp kan se ud, er et skred for den menneskelig eksistens. Det er udtryk for at man vil kontrollere livet i alle dets aspekter og stå i et konstruerende og udelukkende selvskabende forhold til det.

Trods såvel den ene ministers som den anden ministers sympati (?) for dødshjælp samt diverse meningsmålingers udsagn om at flere ønsker at få hjælp til at komme herfra, altså at flere ønsker en eller anden form for dødshjælp, som det bredt bliver beskrevet i Berlingske, så er regeringsudvalget alt andet end i resonans med det som kalder os til eksistentielt nærvær og etisk handling. Intet ord om at et stort og markant flertal af os ikke ved hvad aktiv dødshjælp er (jf. Kun 1 ud af 5 ved hvad aktiv dødshjælp er – Tænketanken Prospekt).

Vi skal nok alle komme herfra. Ingen er ukendte eller glemte.

Aktiv dødshjælp er alt andet end værdigt. Det er uværdigt og uetisk. Det er nedværdigende.

En mere værdig død, som udvalget skulle reflektere over, er det stik modsatte af aktiv dødshjælp.

Fordringen er et åbent blik og et sprog der vokser ud af et nærvær over for det i livet, der etisk set og eksistentielt kalder på vores opmærksomhed, omsorg og handling.

En modrapport til regeringsudvalgets refleksionsoplæg er udsendtfra Netværket ’nej til statsassisteret selvmord’ der blandt andet konkluderer: (jf. Modrapport | Nej til assisteret)

For det første er og bliver det frie valg om aktiv dødshjælp ikke frit. Meget syge patienter vil blive udsat for et stort direkte og ikke mindst indirekte pres for at afslutte livet. Og mange vil gøre det ”for ikke at være til besvær”

For det andet kan man ikke begrænse aktiv dødshjælp til terminalt syge. Når først rettigheden er indført, vil det skride og blive bredt ud til stadig flere grupper i samfundet.

Og for det tredje kommer aktiv dødshjælp til at ændre vores blik på mennesket og hvad der er et værdigt liv. Resultatet bliver et forrået menneskesyn. Et dødt blik.

Aktiv dødshjælp er en glidebane. Det er et faktum. Det begynder som en rettighed til de meget få, men udbredes hurtigt til stadig flere, som det er sket i de lande, der har indført aktiv dødshjælp (jf. Analyse: Aktiv dødshjælp – Glidebanen er en realitet – Tænketanken Prospekt).