Når danske soldater drager i krig, følger en præst altid med som en del af den militære enhed. Gennem gudstjenester, samtaler, sjælesorg og markering af højtider bidrager præsten bl.a. til det sociale liv i lejren. Feltpræsten bistår desuden hærens ledelse ved overbringelse af dødsbudskab, kistemodtagelser og militære begravelser.

Når det er sagt, skal det understreges at de fleste mennesker vel sagtens har det syn, at et menneskes liv er urørligt. Mennesket har en særstilling. Det er helligbrøde at begå overgreb mod et andet menneske. Men det er en kendsgerning, at der gøres undtagelser fra menneskelivets urørlighed. Krig er et eksempel. Men krig er og bliver et anslag mod menneskelivets urørlighed.

Krig kan ganske givet være et nødvendigt onde, men netop et onde. Og vi ved – nærmest ved daglige reportager i medierne – at det er et onde ikke mindst i moderne krigsførelse, der som oftest går ud over den civile befolkning.

Derfor kan der nok også være gode argumenter for pacifisme. Men når krig synes uundgåelig, kan man også spørge, om man har lov til selv at holde sine hænder rene, mens andre er nødsaget til at snavse dem til. Blot vi kalder det for det, det er – og gør alt for at begrænse krigens rædsler.

Teologen og præsten Peter Sporleder, der siden 2018 tillige har været medlem af Aarhus Byråd, har været udsendt som feltpræst gennem mere end 20 år.

Peter Sporleder gav ved et debatarrangement den 17. februar 2025 for Tænketanken Prospekt et indblik i, hvad det vil sige at være præst i krig.

Hvad laver en feltpræst?

Hvilken forskel gør det for soldaterne at have en præst med på opgave?

Og hvordan håndterer man som præst de etiske dilemmaer, der kan opstå i krig?

Fx ”Du må ikke slå ihjel”.

Det fordrer en prædiken eller to.