En afspændingsproces, et nybrud i et belastet naboskab, førte for 70 år siden i 1955 med moralsk forpligtende hensigtserklæringer til en sameksistens mellem såvel mindretal og flertal som den ene og den anden stat.

Der er som bekendt noget ved tilværelsen vi ikke finder andre steder. Ligeså er det med venskab frem for fjendskab.

Og når naboskab bliver til venskab, kan det kort sagt være med til at fjerne grænser mellem lande, mellem kulturer og befolkningsgrupper – mellem ”os” og ”dem” – og bidrage til en inkluderende tilværelse i ’grænselandet’, til en sameksistens, der ikke kun bygger på det menneskelige fællesskab, men også på vores omgang med naturen og med den hinsides alle grænser.

Venskab er egentlig en mærkelig dyd. På en måde er venskab måske slet ikke en dyd og så alligevel.

Det handler om at navigere i den tilværelse, hvori vi befinder os. Og som er en test af vores evne til at understøtte venskab. For venskab viser at vi i tilværelsen har det meste til fælles. Og er der ikke en tilstrækkelig fællesmængde kan venskabet ikke bestå.

Venskab betyder, at vores historier bliver viklet ind i hinanden. Derfor er venskaber et andet ord for håb. Venskab avler venskab. Og det begynder med at man er venlig.

Det er selvfølgelig ikke ufarligt at være venlig. Men det er det, vi er kaldet til. Og heldigvis er det lagt til rette for os.

Ærligheden i fælles interesser viser sig ofte at være væsentlige faktorer i løsningen af problemer.

Sådan viste det sig i 1955. Som en art ‚grænselandets grundlov‛

De såkaldte København-Bonn-erklæringer af 29. marts 1955 fastslår rettigheder og principper for det danske og det tyske mindretal i grænselandet.

Disse erklæringer skabte en principiel løsning på et belastet naboskab i det dansk-tyske grænseland gennem beskyttelse af mindretallene mod blandt andet diskriminering og sindelagskontrol.

Det dansk-tyske grænseland har gennem århundreder været genstand for national konflikt. Med Genforeningen i 1920 blev den nye grænse og de nye nationale mindretal på hver sin side af grænsen kilde til endnu en konflikt mellem dansk og tysk. Konflikten fortsatte efter 2. verdenskrig, foranlediget af både danske og tyske kræfter, der modarbejdede mindretallenes position i samfundene.

Tiden lige efter 1945 var præget af en ekstraordinær stor tilslutning til det danske mindretal i Sydslesvig fra mange tyskeres side. Nazi-tysklands sammenbrud og materiel armod fik tusindvis af sydslesvigere, som hidtil havde synet tyske, til at skue mod nord i håbet om en bedre fremtid. Sindelagsskiftet blev især af tyskere udskældt, ud fra mistanken om, at det var den danske fødevarehjælp, der var den virkelige årsag til tilgangen til det danske mindretal. Af den grund fik de nye medlemmer af det danske mindretal tilnavnet ’Speckdänen’ (’flæskedanskere’). Den danske fødevarehjælp blev blandt andet sendt til Sydslesvig for at støtte den danske sag, herunder en potentiel grænseflytning mod syd.

Hovedproblemet i 1950’erne var, at det ikke var muligt for det danske mindretal syd for grænsen at opnå repræsentation ved Landdagen i Kiel på grund af den vesttyske spærregrænse på 5% (indført i 1950).

Mens det tyske mindretal nord for grænsen havde repræsentation i Folketinget med mindre end 10.000 stemmer, kunne det danske mindretal (Sydslesvigsk Vælgerforening, SSW) således ikke få repræsentation i Landdagen med sine 42.200 stemmer. Det vakte røre helt ind i danske politiske kredse.

De ændrede nationale og internationale forhold i tiden muliggjorde imidlertid en løsning af mindretalsspørgsmålet. Ingen af parterne havde interesse i, at mindretalskonflikter skulle eskalere, og således blev den kolde krig, fælles sikkerhedsmæssige interesser og den økonomiske relation mellem Danmark og Vesttyskland væsentlige faktorer i løsningen af mindretalsproblemerne.

I forbindelse med en drøftelse af Vesttysklands ansøgning om NATO-medlemsskab i oktober 1954 i Paris rejste Danmark mindretalsspørgsmålet. For at Vesttyskland kunne optages i NATO skulle det danske Folketing også give sit samtykke, og i den forbindelse så man en politisk mulighed for at rejse det sydslesvigske spørgsmål og dermed sammenkæde en afskaffelse af 5% spærregrænsen med vesttysk NATO-medlemskab. Da mindretalsspørgsmålet var mindre væsentligt end NATO-medlemskabet, tog den vesttyske forbundskansler Konrad Adenauer hånd om sagen og ledte den slesvig-holstenske præsident til forhandlingsbordet.

Erklæringerne blev underskrevet den 29. marts 1955 i Bonn af den tyske forbundskansler Konrad Adenauer og den danske statsminister H.C. Hansen.

Erklæringerne bestod konkret af en København-erklæring og en Bonn-erklæring med næsten identisk indhold. Årsagen til at der var to forskellige dokumenter var, at den danske regering, Folketinget og ikke mindst befolkningen var skeptiske over for at indgå en bindende aftale med den tidligere hovedfjende mod syd. Man ønskede ganske enkelt ikke at give Tyskland en mulighed for at blande sig i interne forhold på et senere tidspunkt.

Erklæringerne skulle derfor betegnes som moralsk forpligtende hensigtserklæringer frem for en international bindende traktat. De sikrede mindretallenes rettigheder på begge sider af grænsen, og i forordet betonedes det, at man ønskede fredelig sameksistens mellem såvel mindretal og flertal som den tyske og danske stat.

Selve teksten skitserede retsprincipper, hvoraf et kerneudsagn var, at det var op til hver enkelt at beslutte, om man ville tilhøre et mindretal eller ej – kendt under udtrykket ’Minderheit ist, wer will’. SSW blev fritaget for 5%-spærregrænse-reglen, og mindretallene fik desuden ret til at benytte det sprog de ønskede, pleje de særlige relationer til deres tilhørsland samt oprette skoler og børnehaver.

Et nybrud i forholdet mellem dansk og tysk i grænselandet markerede København-Bonn-erklæringerne og Vesttysklands indtræden i NATO.

Således indledtes en afspændingsproces som formelt gjorde op med den nationalitets- og grænsekamp, der havde præget regionen siden 1800-tallet.

København-Bonn-erklæringerne har siden 1955 dannet ramme om fredelig sameksistens mellem flertals- og mindretalsbefolkning i Nord- og Sydslesvig, og de er ofte blevet fremhævet som en mønsterløsning til inspiration for lignende regioner.

Kilder:
København-erklæringen af 29. marts 1955
Bonn-erklæringen af 29. marts 1955