Ved åbningen af folkemødet på Bornholm den 15. juni 2023 erklærede statsminister, Mette Frederiksen, sig som tilhænger af lovliggørelse af aktiv dødshjælp (eutanasi).[1] Udmeldingen har ført til debat. Man skal ikke undre sig over, at der reageres kraftigt på et bastant udsagn fra en person, som qua embedet har så stor autoritet.

Et blandt mange eksempler er et avisindlæg fra hospitalspræst, Lotte Mørk, som skriver: ”Debatten om aktiv dødshjælp er igen blusset op, efter statsministeren er holdt op med at mene, at ethvert dødsfald er en tragedie, og at man nu godt kan tale om, at man må få nogle til at tage livet af sig selv.”[2]

Men spørgsmålet om eutanasi er ikke nyt; det har været der i årtier og vender tilbage i bølger. Allerede for hen ved 90 år siden sagde forfatteren, Chesterton, under sin tids debat: ”Der er nogle, som har foreslået det, man kalder eutanasi. For tiden vil det blot være forslag om at tage livet af dem, som er en plage for sig selv; men snart vil det mere og mere kunne anvendes over for dem, som er en plage for andre.” (egen oversættelse)[3]

Spørgsmålet synes endog at kunne dateres tilbage til lægekunstens fader, Hippokrates, fra ca. 500 år før vor tidsregning. I den såkaldte aklepiade-ed hedder det: ”Selv om jeg opfordres dertil, vil jeg ikke udlevere nogen dødelige gifte eller give noget sådant råd.”[4]

De oldgræske læger har kendt til muligheden. Måske har spørgsmålet været der lige så længe, der har været mennesker til, lige så længe, vi har kæmpet med lidelsens problem og lige så længe, mennesker har haft magt over liv og død.

Skæbnefortællingens indflydelse på debatten

I denne debat møder vi igen og igen enkeltfortællingens overbevisende magt.[5]

Det er godt, at mennesker kan bevæges af tragiske enkelttilfælde, men det er også godt, hvis de fortsat kan tænke i større sammenhænge.

Den engelske jurisdiktion siger: ”Hard cases make bad law”. Det skal forstås sådan, at svære enkelttilfælde udgør et dårligt grundlag for en generel lov. For det, som kunne være til gavn for et enkelt menneske, vil med en generel lov ramme for bredt og derved kunne skade andre enkelte mennesker på en ikke-tilsigtet måde.

Den hollandske debat, som mange år senere førte til landets dødshjælpslov, begyndte med beskrivelsen af et enkelttilfælde, hvor en læge havde taget livet af sin mor. Langt hurtigere – faktisk i løbet af et år – førte den såkaldte Carter-dom i Canadas højesteret i 2015 til legalisering af dødshjælp året efter, idet retten med udgangspunkt i en enkeltsag direkte beordrede parlamentet til at ændre lovgivningen.

I begge lande kæmper man nu med følger af legaliseringen, idet grænserne gradvist forskydes og overskrides – alt sammen i de gode hensigters tjeneste. I Canada er der f.eks. nu en række vidnesbyrd om, at mennesker med handicap eller kronisk sygdom eller mennesker i social nød tilbydes ”en smuk død” i stedet for den hjælp, som man tidligere ville have givet.[6][7] Sådan kan en lov om barmhjertighedsdrab blive ubarmhjertig.

Ved Folkemødet på Bornholm modstod statsminister, Mette Frederiksen, ikke fristelsen til at lægge sig i slipstrømmen af borgerforslaget om dødshjælp: ”Det er en svær debat. Og jeg er opmærksom på, at for eksempel Det Etiske Råd ad flere omgange har udtalt sig imod. Selv har jeg det helt anderledes. Og meget tyder på, at mange danskere har det som jeg.”[8] Klapsalve…

Skæbnefortællingen er et journalistisk greb, som ikke lader nogen uberørt og kommer til at indgå som en slags argument i en bredere debat. Statsministeren benyttede også dette greb: ”Borgerforslag er blevet fremsat. Og forleden dag modtog jeg en hjerteskærende mail fra en kvinde, der lige har taget afsked med et familiemedlem. Uden den værdighed, de havde ønsket.”[9] [10]

Det er godt, at en statsminister kan påvirkes af menneskelig tragedie, men man kunne også ønske sig en statsminister, som ikke var populist, som tog beslutninger på et bredere grundlag, og som var i stand til at se dilemmaer i et større perspektiv.

Lindrende behandling (palliation)

Statsministeren talte om ”muligheden for at få hjælp til at dø”. Hun kunne i stedet have åbnet debatten om muligheden for at få hjælp med at dø.

Forskellen på forholdsordene til og med er, om man – højtideligt udtrykt – er på dødens eller livets side.

Der har nemlig også i de senere år været en tilbagevendende debat om lindrende (palliativ) behandling, og i tidens løb har der været kritik med adskillige alvorlige påmindelser om, at der kan gøres meget mere.

I 2012 skrev Det Etiske Råd: “Det bør ikke være på grund af en mangelfuld indsats på dette område [lindrende behandling, palliation], at aktiv dødshjælp for nogle patienter kan tage sig ud som en attraktiv mulighed.”[11]

I 2017 anbefalede Sundhedsstyrelsen, at alle med livstruende sygdom uanset diagnose og alder skulle tilbydes en palliativ indsats med udgangspunkt i den enkeltes behov.[12]

Endnu i 2020 var der ikke sket noget afgørende. Af Dansk Palliativ Databases årsrapport fremgår det, at Sundhedsstyrelsens anbefalinger ikke var blevet fulgt.[13]

Samme år skrev statsrevisorerne i deres redegørelse, Adgangen til specialiseret palliation: ”Der er ikke sket betydelige forbedringer i adgangen til lindrende behandling”.[14] De har gentaget deres kritik så sent som i august 2023.[15]

I januar 2023 har Sundhedsstyrelsen bedt regionerne redegøre for, hvor langt de er kommet med udviklingen af den specialiserede palliation. Og det er desværre ikke særlig langt; Danmark halter klart bagefter i forhold andre lande, og det har ikke skortet på solid og autoritativ kritik.[16] Sundhedsstyrelsen kunne yderligere fremme sagen ved at oprette palliation som et lægefagligt speciale, siger formanden for Dansk Selskab for Palliativ Medicin, Anette Hygum.[17]

Lindrende behandling kan foregå på hospitalsafdelinger, på hospice eller i hjemmet med udgående teams. Dette har ikke været så ’medie-egnet’ som aktiv dødshjælp, og det forekommer letkøbt at foreslå dødshjælp som løsning på lidelsens problem.

Ikke mindst på baggrund af den vedvarende og alvorlige kritik af den mangelfulde indsats inden for lindrende behandling havde det været ønskeligt, om statsministeren i stedet havde omtalt og debatteret, hvor meget der mangler at blive gjort her, og hvad man politisk vil gøre ved det.

Menneskets magt og frie vilje

I løbet af de seneste 50-60 år har især to begreber accelereret debatten om aktiv dødshjælp. Det er magt og den frie vilje.

Vi har fået magt over vores tilværelse som ingen sinde. Sådan opleves det. Teknologien og ikke mindst lægevidenskabens landvindinger har ført til en overbevisning om, at vores magt over den ubændige natur er uden grænser – eller med grænser, som vi vil kunne bryde.

Jordskælv, oversvømmelser og pandemier synes ikke rigtig at svække overbevisningen om menneskets magt. Heller ikke klimaødelæggelser og krige, som for alvor burde fortælle os, at mennesker end ikke magter at handle med fornuft.

Over for døden slutter vores magt. Men når vi ikke længere har magt til at afvende den, kan vi i det mindste bestemme, hvornår den skal indtræde. Det efterlader dog lidt fornemmelse af magt i den magtesløshed, som ikke kan anerkendes eller bæres.

Det er en almindelig forestilling, at den medicinsk teknologiske udvikling næsten nødvendiggør en lovliggørelse af aktiv dødshjælp. Men som beskrevet i indledningen har der formentlig i århundreder været tilbagevendende tanker om dødshjælp. Hertil kommer, at 9 ud af 10 eutanasier i f.eks. Holland foregår i private hjem, hvor patienten slet ikke er omgivet af nogen teknologi. Ønsket om dødshjælp er langt mere et spørgsmål om at få magt i magtesløsheden.[18]

Frihed, fri vilje, selvbestemmelse, beslutningsret og beslutningsformåen hører til nogle idealanskuelser, vi alle deler. ”Jeg tager selv mine beslutninger. Hvis andre tog dem, var det jo ikke mine.”

Det glemmes, at større beslutninger – man kan kalde dem eksistentielle – altid vil påvirkes af andre og altid vil påvirke andre. Det glemmes, at mennesket trods ene-men-stærk-ideer eksisterer i sammenhæng med andre. Vores tilværelse er relationel.

Fri vilje og selvbestemmelsesret har at gøre med en rettighedstænkning, som er udbredt i den vestlige verden. Den enkelte har blandt andet fået ret og dermed frihed til at tage sit eget liv.

Er retten altid en frihed? Hvis en lovgivning giver en dødshjælpsmulighed, følger en tvang i dens skygge. Mennesket bliver fri til at vælge sin død, men bliver da ikke fri for valget, når omstændighederne taler for det.

Argumenter og betingelser for aktiv dødshjælp

I dødshjælpsdebatten er der grund til at se nærmere på de argumenter, som almindeligvis fremføres for en legalisering. De lægger sig især op ad oplevelsen af magt og frihed i alle livets forhold, og de får karakter af en selvfølgelighed og en enkelhed, som tilsyneladende gør dem modsigelsesfrie.

Argumenterne har ikke ændret sig gennem årene. De to mest gennemgående er:

1) Man må afhjælpe lidelse. Det forstærkes ofte med tillægsordene ubærlig eller unødvendig, som gør det helt tydeligt. Af og til fremføres det, at de, som er betænkelige over for en legalisering, ikke rigtig anerkender eller forstår argumentationen. Selv er jeg endda blevet beskyldt for, at jeg ”åbenbart” går ind for, at mennesker skal lide. 

2) Selvbestemmelsesretten skal respekteres. Det underforstås, at når man har magt over sin tilværelse og bestemmer over sit liv, må man også kunne bestemme over sin død. Som nævnt ovenfor deler ikke mindst det moderne vesterlandske menneske den idealanskuelse.

De to argumenter fremføres som nødvendige betingelser for dødshjælp: Der skal være lidelse, og det skal være frivilligt, dvs. resultat af en velovervejet udøvelse af selvbestemmelsesret.

De to betingelser er nødvendige, men ikke tilstrækkelige, for de kan hver især ikke stå alene.

I alle lovgivninger og regelsæt fra lande, som har vedtaget aktiv dødshjælp, indgår lidelse som begrundelsen for en frivillig anmodning fra et beslutningsdygtigt menneske. Ikke habile mennesker som børn, demente, udviklingshæmmede eller andre umyndige kan også være lidende, men har efter hidtidige regelsæt ikke kunnet få ’bevilget’ dødshjælp.

Omvendt, når det gælder selvbestemmelse, hvor et habilt menneske anmoder om dødshjælp, skal livskvaliteten alligevel underkastes en objektiv eller i det mindste ’udefra’ vurdering af, om den er tilstrækkelig nedsat til, at anmodningen kan efterkommes.

En hollandsk læge, som ydede aktiv dødshjælp, fortalte mig, at han altid talte meget grundigt med den pågældende patient; ”… jeg stiller mange spørgsmål, og det er ikke altid, jeg er tilfreds med patientens svar.” Jeg påpegede, at det med andre ord var hans grad af tilfredshed, som afgjorde, om patienten kunne få dødshjælp.

Pointen er, at selvbestemmelsen altid vil være relativ, og at det, der legitimerer dødshjælp, ikke alene er, at der foreligger en anmodning, men også at visse liv vurderes ikke-leveværdige.

Selv om de to betingelser er indbyrdes afhængige, vil jeg se på dem hver for sig.

Lidelse

Det er indlysende, at tanken om at afhjælpe ubærlig lidelse med dødshjælp er begrundet i barmhjertighed over for det lidende menneske. Men dødshjælp er et fattigt – og på en måde magtesløst – svar på lidelse, for det drejer sig ikke om at fjerne lidelsen fra en patient, men om at fjerne den lidende. Dermed naturligvis også lidelsen, men dødshjælp slutter både den døendes biologiske og sociale liv.[19] Foruden lidelse fjernes identitet, erindringer, erfaringer og muligheden for at modtage kærlighed, omsorg … ja, og lindring.[20] Dødshjælp betyder noget godt for patienten, det er formålet, men derefter betyder patienten ikke noget.[21]

Selvbestemmelsesret

Begrebet beskrives i reglen synonymt med individuel autonomi. Autonomi betyder efter sin græske oprindelse ’selvlov’. Jeg vil omtale denne ’betingelse’ grundigere, fordi den optræder som den stærke trumf i nutidens debat. Ethvert forslag til lovgivning om dødshjælp fokuserer da også udtrykkeligt på autonomi, selvbestemmelse, valgfrihed, en fri vilje osv. Det er værd at se på, hvor langt det holder.

Autonomi i relation til andre

Aktiv dødshjælp kræver et andet menneskes moralske og fysiske hjælp. Det forpligter to mennesker; den, der skal have dødshjælp, og den, der skal hjælpe med det. Men vort samfund godkender ikke ellers drab som et forhold mellem to personer, som begge samtykker. Der findes undtagelser fra drabsforbuddet, men det drejer sig om krig eller selvforsvar og begrundes aldrig med, at drabet udføres til en andens gavn.

Autonomi i forbindelse med dødshjælp opfattes som overensstemmende med den ideologi, som gælder i vores liv. Vi opfatter, at vi er herrer over livet, og derfor kan vi også være herrer over døden. Vi mener, vi er beslutningsdygtige i alle sammenhænge. Visse beslutninger og valg kan naturligvis være svære at tage, men når det kommer til stykket, er det os selv, som tager dem.

Sådan tænker de fleste raske mennesker, og mon ikke de forestiller sig, at autonomien er absolut og uindskrænket? De ser ikke som det første, at de kunne komme i situationer, hvor de ville ønske ikke at have den mulighed at skulle vælge.

Flere kolleger fra lægepraksis og specialerne medicin og onkologi fortæller mig, at de knapt kan mindes, at de har mødt et ønske om dødshjælp, selv om de har været vidne til megen lidelse og modløshed. Anderledes i f.eks. Belgien, hvor eutanasi er legaliseret. Her er det nogle gange noget af det første, en fortvivlet patient og de pårørende kommer ind på hos onkologen.[22]

Med en lovliggørelse af dødshjælp ville muligheden ligge i alles bevidsthed – patientens, lægens, de pårørendes, plejepersonalets – også selv om det ikke blev direkte formuleret som et tilbud. Der udvikles en ’eutanasi-mentalitet’, som får indflydelse på, hvordan omgivelserne ser på patienten, og patienten ser på sig selv.[23] Man kan frygte, at det dermed også får indflydelse på, hvordan trængte og afhængige mennesker behandles, og også på i hvilket lys omsorgspersoner ser deres arbejde.[24]

Når en lov om dødshjælp giver patienten en ret til at dø, vil det kunne opleves som en pligt til at dø. Pligtopfyldende mennesker vil kunne ønske at påtage sig denne pligt, og det er endog blevet fremført, at man da heller ikke bør fratage dem den mulighed for at være altruistiske.[25]

Hvad skal en patient lægge vægt på, når han eller hun skal beslutte sig for at anmode om dødshjælp? I andre af livets valgsituationer er det smukt og rigtigt at tage hensyn til andre. Er et valg, som skal tage hensyn til andre, aldeles frit, og kunne det forstærke et fortvivlet menneskes oplevelse af at være en byrde og at være til overs?

Beslutningen om ens egen død tages nemlig ikke i en dagligdagssammenhæng, hvor personen er i fuld kontrol over sit liv. Det hører ikke med til dagligdagens valg at ønske sin egen død. Det er et ønske, som opstår på baggrund af fortvivlelse og en følelse af håbløshed og ofte også en følelse af at være til overs. En sådan situation er et skrøbeligt grundlag for valg. Det raske menneske forestiller sig, at det er en beslutning, som han eller hun vil kunne tage, også under svær sygdom. Derfor kan de, der skal svare på spørgsmålet om dødshjælp i en meningsmåling, næppe forestille sig ikke at skulle kunne bestemme selv.

Det kan statsministeren næppe heller forestille sig. Hun brugte de retoriske spørgsmål i sin tale: ”Hvor meget vi som mennesker selv skal kunne bestemme. Og hvornår.”[26] Ud fra sammenhængen var det underforstået, at hun som så mange andre raske mennesker mente, at vi skal (og kan) have magt over dødstidspunktet:

”Hvor selvbestemmende kan de svageste handle, når omverdenen vurderer deres syge, afhængige og lidende liv som uværdigt?” spørger den norske teolog, Knut Ruyter.[27]

Den engelske praktiserende læge, Iona Heath, er på linje hermed i en klumme i British Medical Journal. Hun taler om den indirekte tvang, som kan ligge i at give det sårbare og afhængige menneske en mulighed for dødshjælp.

”Det synes umuligt at sikre, at en tilsyneladende frivillig anmodning om dødshjælp ikke til en vis grad er tvunget. Det ligger lige for, at mennesker med kronisk sygdom eller handicap mener, at de er en byrde, som ikke er til at udholde for de nærmeste – og det kan de faktisk også være. Under de omstændigheder kan en anmodning om dødshjælp blive en form for offer, som den døende bringer med en ikke altid uegennyttig støtte fra pårørende, sundhedspersonale og omsorgspersoner.” (egen oversættelse)[28]

Mennesker har i større eller mindre grad trang til at være i samklang med andre. Det kan også få indflydelse på vores tilsyneladende autonome valg, endda uden vi er bevidst om det. Hvis dødshjælp legaliseres i et samfund, bliver det også det ’normaliserede’ valg; det, som forventes, når mennesker lider af dødelig eller kronisk sygdom eller er afhængig af andres hjælp.[29]

Den franske bioetiker, Emmanuel Hirsch, fremfører, at autonomi kan være en illusion i dette spørgsmål. Han siger, at en patient: “… virkelig kan ønske sin død, men det ønske er ikke alene en frugt af valgfrihed; det kan være og er oftest en afspejling af de nærmestes holdning eller af hele samfundets holdning; et samfund, som ikke længere tror på værdien af hans eller hendes liv og signalerer det på alle mulige måder. Her har vi et ægte paradoks: Et menneske udstødes af de levendes land og tror da selv på, at han eller hun ønsker at dø.” (Citeret af Biggar. Egen oversættelse).[30]

Alle væsentlige beslutninger, et menneske tager, sker i et forhold til andre, og man må spørge, om alle valg skal være til rådighed. Der kan komme til at hvile et direkte eller indirekte pres på patienten for at vælge muligheden dødshjælp, hvis tilstanden i øvrigt vurderes som tilstrækkelig lidelsesfuld og håbløs, og livskvaliteten bedømmes som tilstrækkelig lav af patienten selv og af andre.

At henvise til autonomi som begrundelse for legalisering af dødshjælp kan endog være udtryk for en paradoks paternalisme.[31] Patientens omgivelser vurderer patientens pauvre tilstand og bestemmer med baggrund i en legal mulighed for dødshjælp, at den trængte patient er bedst tjent med autonomt at kunne vælge sin død.

Autonomi ifølge sundhedsloven

Autonomi er et gennemgående princip i sundhedsloven. Her fremhæves patientens ret til efter grundig information at sige nej til undersøgelse og behandling. Det habile menneskes selvbestemmelse er principielt ubegrænset; et hvilket som helst behandlingstilbud kan afvises, også selv om behandlingen er livsreddende. At sige nej til blodtransfusion er et ofte brugt eksempel.

Patientens ret til at afslå enhver behandling indebærer imidlertid ikke en ret til at få enhver behandling, som patienten måtte kræve. Patienten har ret til ’nej’, men ikke til ethvert ’ja’ og har derfor ikke ret til en hvilken som helst behandling, som medfører en andens pligt til at opfylde denne ret. I så fald ville autonomi være synonymt med autokrati, som kan oversættes med ”selvets bestemmelse over andre”. Med andre ord selv om patienten har ret til at afvise ethvert indgreb, har patienten ikke ret til at kræve ethvert indgreb.

At afvise et krav fra en patient er derfor ikke i sig selv en krænkelse af patientens selvbestemmelse. Der kan f.eks. være faglige grunde til ikke at opfylde et krav. Helt præcist i denne sammenhæng: Ifølge sundhedslovens beskrivelse af selvbestemmelsesretten vil det ikke være en krænkelse af et menneskes autonomi at nægte at tage livet af det menneske.

Der er grund til at tydeliggøre dette aspekt, fordi udviklingen i Holland de senere år er gået i retning af, at eutanasi efterhånden opfattes som en såkaldt positiv patientrettighed, dvs. som et krav, patienten kan stille. Den hollandske etiker, Theo Boer, beskriver, at dødshjælp i begyndelsen drejede sig om at forhindre en plagsom død, men at der i tidens løb er opstået en anden form for dødshjælp, nemlig som et middel til at afslutte et plagsomt liv.[32]

Jeg nævner kort endnu to – hyppigt hørte – argumenter for dødshjælp.

Værdighed

’En værdig død’ er navnet på en forening, hvis formål er at få lovliggjort dødshjælp i Danmark. En organisation for assisteret selvmord i Schweiz bærer navnet ’Dignitas’. I den amerikanske stat, Oregon, blev der i 1997 vedtaget en ’lov om død med værdighed’ (Death with dignity act).

Mon ikke mange raske og selvhjulpne mennesker umiddelbart tænker, at værdighed har noget at gøre med stadig at være ved sine fulde fem, at have autonomi, at kunne bruge sine lemmer og kunne kontrollere sine organfunktioner såsom vandladning og afføring – kort sagt til ikke at være et afhængigt menneske. I det lys er det ikke overraskende, at ’værdighed’ er blevet et meget anvendt begreb i dødshjælpsdebatten. Mette Frederiksen brugte også ordet et par gange i sin tale ved folkemødet.[33]

Det afgørende spørgsmål er, om et menneske bliver uværdigt af at have brug for omsorg og pleje. Værdighed er et såkaldt honnørord; det er ligefrem et forførende ord. Hvem kan være modstander af værdighed, eller hvem vil gå ind for uværdighed?[34] Hospitalspræst, Lotte Mørk, siger: ”I mine relativt mange år som præst på Rigshospitalet har jeg mødt utallige døende mennesker, og jeg hører stort set ikke døende tale om en værdig død. Værdig død er noget, raske mennesker taler om. For måske bliver tanken om døden mere bekvem, hvis den nu er værdig?”[35]

I debatten indgår værdighed i et slogan-præget sprog. Der kan derved opstå et pres på lægen, for hvis ’en værdig død’ er synonymt med dødshjælp, er det implicit, at læger, som ikke vil yde aktiv dødshjælp, betragtes som inhumane.[36]

Ordet kan endog være en forskønnende omskrivning. Man skal ikke være blind for, at ’værdighed’ og ’værdi’ sprogligt ligger tæt op ad hinanden, så ’uværdig’ måske kan betyde ’uden værdi’ eller ’værdiløs’, og at det er det, der menes, når det siges, at et menneskeliv er blevet uværdigt. Måske er det, som virkelig bestemmer værdighed, hvordan vi tager os af de svageste og mest trængte.[37][38]

Man behandler et dyr bedre

En ikke-sjældent hørt sammenligning er, at vi behandler et stakkels dyr bedre end mennesker; dyret får lov at dø, når det lider og er tjenligt til det. Det burde være muligt at gøre det samme for en dødeligt syg person, som man ville gøre for et sygt dyr, nemlig at ombringe det, lyder påstanden.

Sammenligningen kan synes overbevisende. ”Mennesker skal vel ikke behandles ringere end dyr?” – hedder det. Men man kan lige så vel stille modspørgsmålet: ”Ønsker vi da at blive behandlet som dyr?” Vi slår dyr ihjel af mange grunde; vi spiser dem og bruger animalske produkter til mange forskellige formål. Det er ikke meningen her at gå ind på en diskussion af det rimelige i det, men at pege på, at det ikke kun handler om kæledyr.

Men selv når det gælder kæledyr, er det måske ikke kun af medlidenhed, at vi afliver, og det er i alle fald klart, at der ikke bliver tale om ’frivillig’ dødshjælp. Vi betragter ikke hunde m.v. som autonome væsener, som selv kan vælge deres død. Dette kolliderer med den gennemgående og hidtil ufravigelige forudsætning, at dødshjælp kun kan ydes efter det pågældende individs eget udtrykkelige ønske.

Men her kommer paternalismen eller medbestemmelsen til sit fulde udtryk: Vi ved naturligvis, at dyret ville have ønsket sin død, hvis det kunne give udtryk for det, og vi gør det jo altid i dyrets bedste interesse. Den eufemistiske side af sagen er, at vi ombringer dyret for at skåne det for fortsatte lidelser, men måske er det også for at skåne os selv eller af utålmodighed eller af økonomiske grunde. Men udadtil er det altid for hundens egen skyld. Den er blevet urenlig, og det kan den ikke lide, eller vi skal flytte til en lejlighed, hvor den ikke vil trives osv.

Hvis ombringelse af mennesker gøres relativt ved at tillade det under særlige omstændigheder og som et svar på lidelse, er der mulighed for misbrug og motivforskydning, jf. citatet af Chesterton ovenfor.[39] Og hvad motivet end er, viser erfaringen blandt andet fra den hollandske jurisdiktion, at der stedse vil være en tilbøjelighed til at beskrive det med eufemistiske termer. En tilbagevendende begrundelse i de hollandske retssager, der har været, er, at der blev handlet ”in the best interest of the patient”, som det hedder.[40]

Læge-patientforholdet

Ovenfor har jeg gennemgået sædvanlige argumenter for at legalisere aktiv dødshjælp. Jeg har sat spørgsmålstegn ved dem. Til slut vil jeg sige lidt om, at en legalisering vil kunne påvirke læge-patientforholdet.

Når en patient anmoder om dødshjælp, vil svaret fra omsorgspersonen afhænge af, om dødshjælp er legaliseret. Svaret vil billedligt talt udspringe fra to vidt forskellige kilder.

1) Med lovliggjort dødshjælp kan svaret hypotetisk og stiliseret lyde: ”Du taler om at ville dø. Det er et rimeligt ønske, for du har en ubærlig tilstand, og vi kan ikke gøre så meget mere. Men du må overveje det nøje. Jeg vil komme igen for at høre, om du fortsat mener det. Jeg må også forelægge det for en kollega, før vi kan skride til en sådan handling.”

Det svar fremtræder ansvarsbevidst og giver god mening på det rationelle plan. Men på det ikke-rationelle plan hører (ser og mærker) patienten måske noget andet. Kan patienten frygte, at der kunne være nogle ikke-udtalte dagsordener? Vil den frygt kunne påvirke tilliden mellem patient og læge?

Patienten anmoder i sin nød og med henvisning til sin selvbestemmelsesret om dødshjælp og forstår derefter på svaret, at han eller hun kan undværes, og det har intet menneske brug for at mærke. Patienten ønsker – tilsyneladende rationelt – at nu skal det slutte, men på det ikke-rationelle plan kan der ligge noget andet i patientens anmodning, og den kan i virkeligheden være udtryk for angst, og den kan rumme spørgsmål som: »Har jeg nogen værdi længere? Er jeg i vejen?«.[41]

Patienten føler sig måske allerede til overs, og den følelse forstærkes, når omgivelserne rationelt svarer, at der er al mulig grund til at afslutte livet. På den måde kan patientens følelse af håbløshed blive større og endda begrunde og fremskynde valget af dødshjælp.

Det overses, at ethvert mellemmenneskeligt forhold ikke kun er rationelt begrundet. Sociologen, Hartmut Rosa, er blevet kendt som beskriver af den ikke-rationelle og ikke-instrumentelle relation mellem et menneske og dets omgivelser. Han kalder det resonans og fremhæver, at det er et begreb, som ikke kun drejer sig om kognitiv begribelig mening.[42] Enhver, der har mødt eller næret kærlighed, vil kunne bevidne det.

2) Uden lovliggjort dødshjælp er spørgsmålet som nævnt sjældent selv hos meget syge mennesker. Men her kan svaret – igen stiliseret – lyde: ”Du taler om, at du vil dø nu. Det forstår jeg, for det viser, hvor slemt du har det, og vi vil hjælpe dig på alle måder. Men det kommer ikke på tale at tage dig af dage. Vi vil gøre, hvad vi kan for dig, og vi vil være hos dig også nu.” 

Patienten vil måske gentage sit ønske om at dø, men den endelige barriere i loven behøver ikke, som det af og til siges, være ubarmhjertig, men kan være et tilsagn om, at vi har omsorg og ansvar for patienten, og et tilsagn om at patienten fortsat må være i fællesskabet, som dette liv er, og at vi tør være sammen med ham eller hende i magtesløsheden.

Statsministeren kunne have åbnet debatten om lindrende behandling af lidende, trængte og afhængige mennesker og diskuteret, hvor meget der mangler her, og hvordan vi kan gøre det bedre. Det ville have understreget, at relationen mellem patienter og læger og i det hele taget mellem mennesker bør tage udgangspunkt i livet og ikke i døden.

Ole Hartling er overlæge og tidl. formand for Det Etiske Råd 2003-2007. Tidl. klummeskribent ved Kristeligt Dagblad og debattør. Uddannet cand.med v. Københavns Universitet i 1972 og dr.med i 1986.

 

Kildehenvisninger:

[1] Frederiksen M. Hentet fra: https://www.stm.dk/statsministeren/taler/statsminister-mette-frederiksens-tale-ved-aabning-af-folkemoedet-den-15-juni-2023/

[2] Mørk L. Døende taler ikke om en værdig død. Kristeligt Dagblad 31. juli 2023: s. 9.

[3] Chesterton GK. Euthanasia and murder. American Review. 1937; 8-487-490.

[4] Gotfredsen H. Medicinens historie 2. udg. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busk, 1964.

[5] Grue J. Fortellinger om død, verdsetting av liv. I: Horn MA, Kleiven DJH, Magelssen M et al, red. Dødshjelp i Norden? Etikk, klinikk og politikk. Cappelen Damm, Oslo 2020: 157-71.

[6] Douthat R. Amerikansk forfatter: Her er, hvad aktiv dødshjælp har gjort ved Canada. Politiken, 10/12 2022: 6.

[7] Raikin A. No other options. December 16, 2022: 1-34. Hentet fra: https://www.thenewatlantis.com/publications/no-other-options

[8] Frederiksen M. Hentet fra: https://www.stm.dk/statsministeren/taler/statsminister-mette-frederiksens-tale-ved-aabning-af-folkemoedet-den-15-juni-2023/

[9] Frederiksen M. Hentet fra: https://www.stm.dk/statsministeren/taler/statsminister-mette-frederiksens-tale-ved-aabning-af-folkemoedet-den-15-juni-2023/

[10] Frederiksen M. Hentet fra: https://www.stm.dk/statsministeren/taler/statsminister-mette-frederiksens-tale-ved-aabning-af-folkemoedet-den-15-juni-2023/

[11] Det Etiske Råd. Det Etiske Råds udtalelse om eventuel lovliggørelse af aktiv dødshjælp. 2012

[12] Sundhedsstyrelsen. Anbefalinger for den palliative indsats. 2017

[13] Dansk Palliativ Database. Årsrapport for 2020. 2021

[14] Rigsrevisonens beretning afgivet til Folketinget med Statsrevisorernes bemærkninger. Adgangen til Specialiseret Palliation, 2020.

[15] Rigsrevisonens notat om beretning om adgangen til Specialiseret Palliation, august 2023.

Hartling O. Euthanasia and the ethics of a doctor’s decisions: an argument against assisted dying. Bloomsbury Academic, London 2021.

[16] Nielsen J. Det halter stadig med den palliative behandling. Ugeskr Læg 2023; 185: 1310-2.

[17] Nielsen J. Det halter stadig med den palliative behandling. Ugeskr Læg 2023; 185: 1310-2.

[18] Hartling O. Euthanasia and the ethics of a doctor’s decisions: an argument against assisted dying. Bloomsbury Academic, London 2021.

[19] Materstvedt LJ. Intention, procedure, outcome and personhood in palliative sedation and euthanasia. Br Med J, Supportive & Palliative Care. 2012; 2(1): 9-11.

[20] Hartling O. Legalisering af dødshjælp – den indirekte afvisning. I: Horn MA, Kleiven DJH, Magelssen M et al, red. Dødshjelp i Norden? Etikk, klinikk og politikk. Cappelen Damm, Oslo. 2020; 105-23.

[21] Velleman JD. A right of self-termination? Ethics. 1999; 109(3): 606-28.

[22] Beuselinck B. 2002-2016: Fourteen years of euthanasia in Belgium. First-line observations by an oncologist. I: Euthanasia and Assisted Suicide. Lessons from Belgium. Jones DA, Gastmans C, MacKellar C (red.), Cambridge University Press, 2017: 101-113.

[23] Ruyter KW. Menneskeverd contra “menneskelig verdighet”? Norsk Teologisk Tidsskrift. 1998; 99: 181-96.

[24] Beuselinck B. 2002-2016: Fourteen years of euthanasia in Belgium. First-line observations by an oncologist. I: Euthanasia and Assisted Suicide. Lessons from Belgium. Jones DA, Gastmans C, MacKellar C (red.), Cambridge University Press, 2017: 101-113.

[25] Hartling O. Legalisering af dødshjælp – den indirekte afvisning. I: Horn MA, Kleiven DJH, Magelssen M et al, red. Dødshjelp i Norden? Etikk, klinikk og politikk. Cappelen Damm, Oslo. 2020; 105-23.

[26] Frederiksen M. Hentet fra: https://www.stm.dk/statsministeren/taler/statsminister-mette-frederiksens-tale-ved-aabning-af-folkemoedet-den-15-juni-2023/

[27] Ruyter KW. Menneskeverd contra “menneskelig verdighet”? Norsk Teologisk Tidsskrift. 1998; 99: 181-96

[28] Heath I. What’s wrong with assisted dying. Br. Med. J. 2012; 344: 35.

[29] Hartling O. Legalisering af dødshjælp – den indirekte afvisning. I: Horn MA, Kleiven DJH, Magelssen M et al, red. Dødshjelp i Norden? Etikk, klinikk og politikk. Cappelen Damm, Oslo. 2020; 105-23.

[30] Biggar N. Aiming to kill: the ethics of suicide and euthanasia. Darton, Longman & Todd LTD, London 2003.

[31] Hartling O. Euthanasia and the ethics of a doctor’s decisions: an argument against assisted dying. Bloomsbury Academic, London 2021.

[32] Boer TA. Erfarenheter från femtio år med dödshjälp i Nederländerna. I: Horn MA, Kleiven DJH, Magelssen M et al, red. Dødshjelp i Norden? Etikk, klinikk og politikk. Cappelen Damm, Oslo 2020; 251-74.

[33] Frederiksen M. Hentet fra: https://www.stm.dk/statsministeren/taler/statsminister-mette-frederiksens-tale-ved-aabning-af-folkemoedet-den-15-juni-2023/

[34] Hartling O. Den 8. dødssynd. Eksistensen, København 2020.

[35] Mørk L. Døende taler ikke om en værdig død. Kristeligt Dagblad 31. juli 2023: s. 9.

[36] Beuselinck B. 2002-2016: Fourteen years of euthanasia in Belgium. First-line observations by an oncologist. I: Euthanasia and Assisted Suicide. Lessons from Belgium. Jones DA, Gastmans C, MacKellar C (red.), Cambridge University Press, 2017: 101-113.

[37] Mørk L. Døende taler ikke om en værdig død. Kristeligt Dagblad 31. juli 2023: s. 9.

[38] Hartling O. Den 8. dødssynd. Eksistensen, København 2020.

[39] Chesterton GK. Euthanasia and murder. American Review. 1937; 8-487-490.

[40] Hartling O. Euthanasia and the ethics of a doctor’s decisions: an argument against assisted dying. Bloomsbury Academic, London 2021.

[41] Donkin AJ. Physician-assisted suicide and euthanasia – who are the vulnerable? S Afr J Bioethics Law. 2021;14(1):37-8.

[42] Rosa H. Demokrati har brug for religion. Eksistensen, København, 2023.