Aktiv dødshjælp kom igen frem på bordet, da statsministeren udtalte, at emnet bør vurderes helt forfra.

Men – hvad mener vi om det? Tidligere overlæge og formand for Etisk Råd, Ole Hartling, har skrevet sine holdninger om sagen i bl.a. bogen, ”Aktiv dødshjælp – kan vi mere end vi magter?”. I denne er der nogle ganske konkrete og aldeles vigtige udsagn om sagen. Hartling pointerer, at

1) Danske læger ikke er uddannet til at slå ihjel.

2) Nogens ret bliver andres pligt.

3) Lovændring er ikke nødvendig.

4) Aktiv dødshjælp vil påvirke læge-patient forholdet, og

5) Der er ingen fortrydelsesret!

I Holland og Belgien, som var var nogle af de første lande, der tillod aktiv dødshjælp, er lovgivningen om aktiv dødshjælp i den grad skredet, så det nu er tilladt at yde aktiv dødshjælp til psykisk syge, handicappede, demente, anorektikere, deprimerede og til børn. Og de første retssager er dukket op.

Den hollandske lægeetiske ekspert og teolog, Theo Boer, som selv var fortaler for aktiv dødshjælp, da den blev lovliggjort i Holland, advarer nu imod den på baggrund af udviklingen i netop Holland.

Han udtaler helt klart, at grænserne for, hvem der har ret til aktiv dødshjælp vil blive mere og mere udvidet, uanset hvor præcist og stramt reguleret loven er.

Desværre har han allerede fået ret i det, for lige nu behandler man i parlamentet i Holland et lovforslag om, at aktiv dødshjælp også skal kunne gælde børn helt ned til 1 år! Det kunne man læse om i Kristeligt Dagblad d. 25. april 2023 i en artikel med overskriften: ” Nu kan alle børn få aktiv dødshjælp i Holland!”

Ligeledes udtaler Theo Boer til medierne: ”Jeg troede, at vi i Holland havde fundet den rette balance mellem medfølelse, respekt for livet og for de individuelle frihedsrettigheder med loven om aktiv dødshjælp i 2002. Jeg tog fejl!”

I Canada har loven om aktiv dødshjælp udviklet sig endnu videre, idet man her ikke blot giver aktiv dødshjælp til alvorligt syge og døende, men også til fattige og handicappede mennesker.

Jeg håber og tror, at danskerne i den kommende tid vil sige nej til ”aktiv dødshjælp” og i stedet efterlyse og arbejde for mere ”aktiv livshjælp”!

Der kan gøres utroligt meget for at lindre smerter, både fysisk, psykisk, socialt og eksistentielt. Det kaldes bl.a. ”palliation”, lindrende behandling eller aktiv livshjælp!

Aktiv livshjælp / palliation består bl.a. af:

• Lindring af smerter – både fysiske, psykiske, åndelige og sociale
• Omsorg (både for patient og pårørende)
• Værdighed og respekt (både over for patient og pårørende)
• Selvbestemmelse
• God pleje

Aktiv livshjælp er at lindre, vise omsorg, respekt og værdighed, og give den bedst mulige pleje. Og aktiv livshjælp stemmer (i modsætning til aktiv dødshjælp) helt overens med lægeløftet om at lindre og helbrede.

Grundlæggeren af det første hospice i nyere tid, Dame Cicely Saunders, etablerede i 1967 det første ”moderne” hospice i London. Hendes vision var, at ”alle døende og deres pårørende skal have adgang til den rette omsorg og støtte, når de har behov for det, uanset hvor de befinder sig, og hvem de er.”

I 1992 blev det første hospice i Danmark åbnet i Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup. Senere blev Sct. Maria Hospice i Vejle og Diakonissestiftelsens Hospice åbnet. Disse tre hospicer var delvist private, men de tog imod så mange alvorligt syge patienter, som de magtede.

I 1999 besøgte Danmarks første hospice-leder, Inger Hee (Sankt Lukas Hospice), sundhedsudvalget (inkl. undertegnede) i Folketinget og fortalte om behovet for offentligt støttede hospicer i Danmark.

Herefter begyndte 5 års politisk kamp for lovgivning om offentligt tilskud til hospicer i Danmark.

Og den 17. dec. 2004 resulterede denne kamp i vedtagelse af Lov nr. 111: ”Forslag til lov om ændring af lov om sygehusvæsenet”. (Driftsoverenskomster med hospicer…). Loven trådte i kraft 1. juli. 2005, og allerede i 2006 så vi nye hospicer blive etableret i Danmark.

Patienterne på hospicer er mennesker, som har en alvorlig, fremadskridende sygdom og forventet kort levetid. De får ikke længere kurativ (helbredende) behandling, men en specialiseret palliativ (lindrende) indsats.

På et hospice er de pårørende sammen med patienten helt naturligt involveret i alle beslutninger. De pårørende betragtes som en ressource og ikke som ”uvidende tilskuere” eller ”i vejen”. De pårørende får ligeledes omsorg parallelt med patienten og kan være hos den syge pårørende nat og dag.

Som jeg ser det, bør det være en helt konkret borgerret at få palliativ (lindrende) behandling, hvis / når man har behov for det og selv være med til at bestemme, hvor man vil tilbringe sin sidste tid, enten på sygehus, på en palliativ afdeling, i eget hjem med palliativ indsats eller på hospice. Og her må jeg lige understrege, at udgifterne til at være på hospice dækkes af det offentlige – på lige fod med de øvrige nævnte muligheder.

Uanset hvad man vælger, skal man kunne få den nødvendige palliative indsats. De pårørende skal have ret til at opholde sig sammen med den uhelbredeligt syge person. Og der skal være rådgivning – også til de pårørende.

Nogle af hindringerne for, at dette kan blive en virkelighed, er, at der er for få hospicepladser, palliative afdelinger og stadig for få læger, som har haft mulighed for at få uddannelse i palliation.

For adskillige år siden blev danskerne spurgt, om de var for eller imod ”aktiv dødshjælp” – og 70% svarede, at de var FOR.

Spørgsmålet lød: ”Skal det være tilladt – under visse omstændigheder at yde aktiv dødshjælp til alvorligt syge, … der lider ubærligt og ikke har nogen udsigt til helbredelse, og hvor den syge patient frivilligt og velovervejet anmoder om det?”

70% af de danskere, der svarede ja, ønsker helt klart at hjælpe ”alvorligt syge patienter, der lider ubærligt”, og derfor svarede de ja, for de ville naturligvis:

1. afhjælpe ubærlig lidelse og
2. respektere menneskers selvbestemmelsesret.

Men – hvis man i stedet havde spurgt:

”Skal det være tilladt – ”under visse omstændigheder at slå alvorligt syge mennesker ihjel?” så havde 70% af befolkningen nok ikke sagt ”JA”.

I maj 2023 opnåede et borgerforslag om at tillade aktiv dødshjælp i Danmark de 50.000 underskrifter, der skal til for, at Folketinget er tvunget til at tage sagen op.

Etisk Råd diskuterede senest aktiv dødshjælp tilbage i 2012, hvor et stort flertal i rådet var modstandere af at tillade det.

Den nuværende formand for Det Etiske Råd, Leif Vestergaard Pedersen, udtaler, at man er klar til at se på spørgsmålet igen, og så sent som i maj 2023 udtalte han, at han stadig hælder mod, at man ikke bør tillade aktiv dødshjælp.

Lad os håbe, at Etisk Råd, den samlede lægestand og alle de mange dygtige medarbejdere, som arbejder med aktiv livshjælp, kan overbevise danskerne om, at aktiv dødshjælp og assisteret selvmord ikke er en dør, som skal åbnes i Danmark – og der er ingen fortrydelsesret!

Og lad mig slutte med igen at citere tidligere overlæge og formand for Etisk Råd, Ole Hartling, som opsummerer nogle af grundene til sin modstand imod Aktiv Dødshjælp:

1) Danske læger er ikke uddannet til at slå ihjel.

2) Nogens ret bliver andres pligt.

3) Lovændring er ikke nødvendig.

4) Aktiv dødshjælp vil påvirke læge-patient forholdet, og sidst men ikke mindst

5) Der er ingen fortrydelsesret!

Tove Videbæk er foredragsholder og tidl. Folketingsmedlem fra 1998-2005. Tidl. landsformand for Hospice Forum Danmark. Tidl. regionsrådsmedlem i Region Midtjylland og tidl. byrådsmedlem i Ikast-Brande Kommune.