Diskussionen om dødshjælp er blusset op endnu engang. Fra mange sider lyder der et nærmest fornærmet krav om, at nu må dødshjælp gøres lovlig herhjemme. Men hvad er det for en død, man vil have hjælp til? Hvilken hjælp og fra hvem? Og under hvilke betingelser? Vi har at gøre med en yderst alvorlig og kompleks sag.

Døden er mange ting. Den er et grundvilkår ved ethvert menneskes liv, og den er det mest gådefulde og skræmmende. Døden er livets ophør og efter alt, hvad vi ved, vor overgang til intet. Den kendsgerning kan vi kun forholde os til med angst, som både Søren Kierkegaard og Martin Heidegger hævder. Ifølge sidstnævnte er det i forhold til dødens kendsgerning, vi har mulighed for at forholde os autentisk til tilværelsen.

På lignende måde konstaterede den franske filosof, Albert Camus, at der kun findes et virkelig alvorligt filosofisk problem; selvmordet. ”At afgøre, om livet er umagen værd at leves eller ikke, det er at besvare filosofiens mest grundlæggende spørgsmål” – sådan indleder han sin bog, Sisyfosmyten.

Hvis dødens spørgsmål er filosofiske, bliver vi alle nødt til at tænke filosofisk og stille os selv det grundlæggende spørgsmål, hvordan livet kan give mening, når det alligevel ender i intet. Og det er ikke kun éns egen død, der rejser det spørgsmål, men også – og måske endnu smerteligere – de nærtstående menneskers død.

Døden er jo ikke ”kun” et alment grundvilkår ved menneskelivet. ”Endelig døde han da Døden, den vanskelige Død”. Sådan afslutter I.P. Jacobsen sin roman, Niels Lyhne, og her er døden altså den begivenhed, hvor et enkelt menneskes liv afsluttes. Ret beset er døden således det mest skæbnesvangre faktum i det personlige liv, både individuelt og i vore indbyrdes forhold.

Men døden er også en betydningsfuld kendsgerning for hele samfundet. At påføre et menneske døden er en af de alvorligste forbrydelser, som engang blev gengældt med døden. Dødsstraffen har vi afskaffet, og det er kun i ganske få undtagelsestilfælde, vi accepterer drab, f.eks. i krig og som nødværge. Et samfund, der ser stort på drab af politiske modstandere, ideologiske tab af soldaterliv eller udryddelse af en civilbefolkning, er umenneskeligt. Et fællesskabs humanitet måles på flere ting, men måske klarest på dets omgang med menneskers liv og død.

I betragtning af dødens eksistentielle og samfundsmæssige alvor kunne man forvente, at den fornyede diskussion om dødshjælp blev ført med den største alvor og omhu. Imidlertid er det modsatte tilfældet. Diskussionen er præget af en utrolig overfladiskhed, som desværre også præger statsminister, Mette Frederiksens tale ved Folkemødet på Bornholm – og mediernes omtale af den. Her hed det, at hun ”vil åbne debatten om aktiv dødshjælp”. Ifølge Statsministeriets hjemmeside brugte hun imidlertid netop ikke det udtryk, men derimod det mere vage ”hjælp til at dø”.

Men selv om hun altså udtrykte sig forsigtigt, veg hun ikke tilbage for at tage klart afstand fra Det Etiske Råd, som ”i flere omgange har udtalt sig imod”. Selv har statsministeren ”det helt anderledes”. Men hvad er det, Etisk Råd har udtalt sig imod og hvordan? Og hvad indebærer statsministerens ”helt anderledes” opfattelse?

Etisk Råd har vitterligt udtalt sig flere gange om emnet, mest grundigt i 1996 med Dødshjælp? en redegørelse og i 2003 med Eutanasi – lovliggørelse af drab på begæring? Begge redegørelser forholder sig til en helt bestemt ”hjælp til at dø”, idet de med den sidstes undertitel diskuterer en afskaffelse af Straffelovens § 239: ”Den, som dræber en anden efter dennes bestemte begæring, straffes med fængsel indtil 3 år”. Rådet tager her ikke stilling til dødshjælp i al almindelighed, men til den mest alvorlige udgave: det at udsætte en anden for et dødeligt indgreb, aktiv dødshjælp. Ovenikøbet er der tale om drab på begæring, så man ser bort fra de tilfælde, hvor der gives dødshjælp uden samtykke.

I modsætning til statsministeren er Etisk Råd således yderst omhyggelig i sin sprogbrug. Foruden direkte drab kan dødshjælp have to andre former: hjælp til selvmord og behandling med smertelindrende, men dødelige morfindoser, undertiden kaldet ”passiv dødshjælp”. Det sidste er udtrykkeligt tilladt i Danmark.

Det er vigtigt at være opmærksom på, hvad Etisk Råd har ”udtalt sig imod”. Desuden er det faktisk ikke helt rigtigt, at rådet har udtalt sig imod. Hvem er nemlig rådet? I redegørelsen fra 1996 er det et stort flertal – 16 medlemmer – der udtaler sig imod legalisering af dødshjælp. Men et mindretal bestående af filosoffen, Jørgen Husted, giver et forsigtigt forsvar for en legalisering på basis af en meget grundig kritik af flertallets argumentation og ud fra en tankevækkende forståelse af selvbestemmelse. Redegørelsen fra 2003 har derimod tilslutning fra alle rådsmedlemmer. Men på rådets hjemmeside kan man finde et indlæg af etikprofessor, Thomas Søbirk Petersen, der argumenterer for aktiv dødshjælp.

På baggrund af den lange debat om dødshjælp er det altså vanskeligt at sige, hvad Etisk Råd mener. Rådet har udtalt sig forskelligt til forskellige tidspunkter, og forskellige medlemmer har haft forskellige opfattelser. Når Etisk Råd engang kommer med en ny udtalelse om dødshjælp, er det naturligvis vigtigt, især hvis rådet er enigt. Men endnu vigtigere er jo det grundige arbejde, der er lagt i udredningerne af denne vanskelige problemstilling i løbet af de sidste 30 år. Meget har forandret sig i den tid, men de afgørende argumenter for og imod forældes jo ikke. Og det er dem, man bør tage hensyn til i den offentlige debat.

Statsministeren har det altså ”helt anderledes” end Etisk Råd, der må formodes at høre til de eksperter, der efter hendes mening ikke skal afgøre ”vores vej frem på dette spørgsmål”. Til gengæld mener hun, at ”mange danskere har det” som hende. Den mening hævder hun ikke at bygge på meningsmålinger, men hvor kommer den så fra? Det er jo et vigtigt synspunkt i debatten, at ”et flertal af danskerne mener, at aktiv dødshjælp bør gøres lovligt i Danmark” som det hed i Avisen Danmark tidligere på året. Til grund for overskriften lå en måling ved analyseinstituttet Bilendi, der har stillet 1000 danskere spørgsmålet: ”Mener du, at aktiv dødshjælp skal lovliggøres i Danmark?” 66 procent svarer ja. Men i stedet for at lægge så stor vægt på antallet, bør man spørge, hvad der skal forstås ved aktiv dødshjælp og ved lovliggørelse. En meningsmåling med et så upræcist spørgsmål kan ikke tillægges nogen vægt.

Den nævnte meningsmåling blev foretaget med baggrund i DR-dokumentaren ”På tirsdag skal jeg dø” om en lammet mand, der rejste til Belgien for at få aktiv dødshjælp. Hans historie indgår også i det borgerforslag, som Folketinget skal tage stilling til. Forslaget lyder kort og godt: ”Aktiv dødshjælp er strafbart efter § 239 i Straffeloven. Med forslaget ønskes det at legalisere aktiv dødshjælp når særlige omstændigheder er tilstede”.

Min egen mening er, ganske kort fortalt, at nok kan særlige omstændigheder gøre hjælp til et andet menneskes død uomgængelig og etisk forsvarlig. Men de omstændigheder vil altid være så særlige, så bestemt af en enestående eksistentiel og personlig situation, at de ikke kan formuleres som generelle betingelser i en lovtekst. Jeg gør for en ordens skyld opmærksom på, at Etisk Råds behandling af spørgsmålet ligger efter min medlemstid.

Svend Andersen er professor og tidl. næstformand i Det Etiske Råd 1990-1993. Uddannet cand.theol fra Aarhus Universitet samt lic.theol og dr.theol fra Aarhus Universitet.