På dødens eller livets side: Retten til at dø bliver pligten til at dø
Af Erik Bjerager
I begyndelsen af 2023 blev den hollandske professor i sundhedsetik, Theo Boer, fra Det Protestantiske Teologiske Universitet i Groningen, interviewet i Kristeligt Dagblad. Han var en af de stærke fortalere for indførelse af aktiv dødshjælp i Holland, da det skete i 2001, men i dag er han en af Hollands mest fremtrædende kritikere af aktiv dødshjælp. Hans budskab er enkelt: ”Gør ikke som os.”
Theo Boers pointe er, at uanset, hvordan en lov skrues sammen, vil grænserne gradvist rykke sig, så flere og flere kategorier af patienter får ret til aktiv dødshjælp.
”Der er hele tiden nye kategorier af personer, der kræver adgang ud fra en ligheds- og retfærdighedsfilosofi,” siger han i interviewet. ”Hvis personer i terminalfase har lov, hvorfor så ikke alle andre uhelbredeligt syge? Hvis det er tilladt i tilfælde af fysisk lidelse, hvorfor så ikke psykisk, og hvis de, der selv kan bede om det, har lov, hvorfor så udelukke dem, der ikke selv kan bede om det? Eller børn? Og sådan fortsætter det i en uendelighed til flere og flere kategorier. Der er ikke noget land i verden, hvor vi ikke ser det samme mønster.”
Nu ser vi så også mønstret i Danmark. Statsminister, Mette Frederiksen (S), der ellers har været imod aktiv dødshjælp, er nu fortaler. Dermed er hun på linje med et flertal i den danske befolkning, men i modstrid med blandt andet Lægeforeningen, ligesom hun ikke har afventet Det Etiske Råd, der er på vej med sin stillingtagen til emnet.
Under overskriften, ”Døden som befrier”, fortæller statsministeren til Weekendavisen i juni 2023 om sin mor, der døde af kræft i bughulen som 58-årig efter et langt og opslidende sygdomsforløb.
”Hvis jeg havde gennemlevet et lignende forløb over så mange år og med så mange tilbagefald, ville jeg nok gerne have været herfra på en anden og for mig mere fredfyldt måde”, siger hun til avisen.
Det er svært at være uenig med statsministeren. Vi vil vel alle helst herfra på en fredfyldt måde uden lidelse og omgivet af vore kære. Men ét er at nære et ønske om sin egen død engang i fremtiden. Noget andet er at indføre en lov, der giver alle mennesker retten til at bestemme over deres egen død. For tænk hvis de ikke har lyst? Tænk, hvis retten til at dø, bliver til pligten til at dø for syge børn, gamle, psykisk syge og alle de andre kategorier af personer, som Theo Boer nævner, fordi de ikke vil lægge familien eller samfundet til last.
Med aktiv dødshjælp er der noget afgørende på spil.
Dette afgørende fremgik blandt andet af en meget omtalt DR-udsendelse, ”På tirsdag skal jeg dø”. Den lamme Preben Nielsen rejste til Schweiz, hvor han valgte at dø ved assisteret selvmord. I debatten efter udsendelsen blandede en ung kvinde i kørestol sig. Hun led af muskelsvind og fastslog, at hun var stærk modstander af at lovliggøre aktiv dødshjælp. Hun oplevede sit liv som leveværdigt, sagde hun, og hun ville ikke acceptere et pres fra det omgivende samfund til at lade sig aflive, som hun udtrykte det. Hun så tydeligt, at hendes yderst begrænsede og svære liv, hvor hun fik hjælp nærmest døgnet rundt af nogle, først og fremmest ville blive betragtet som en belastning af de offentlige kasser og det omgivende samfund. Hvis det gøres lovligt at hjælpe syge og handicappede herfra med en dødssprøjte, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, at også hun selv ville komme til at opleve et pres for ikke at være sine omgivelser til besvær, mente hun.
De store spørgsmål i debatten om aktiv dødshjælp er: Hvad er de principielle overvejelser om aktiv dødshjælp? Hvor er hensynet til de svageste iblandt os? Er aktiv dødshjælp alene et spørgsmål om individuel frihed, eller er der plads til en reel overvejelse om de etiske dilemmaer?
Det er svært ikke at se legaliseringen af aktiv dødshjælp i stadig flere vestlige lande i sammenhæng med den fremskredne sekularisering. I den vestlige verden opfattes livet ikke længere som gudgivet og dermed ukrænkeligt. Vi er blevet herrer i eget liv og hylder individets selvbestemmelse og menneskets frihed. Det præger hele den vestlige tænkning. Vi er optaget af at udleve individets potentiale. Hvis man er handicappet eller bliver gammel, syg og affældig – og det gør de fleste af os – kan livet nemt blive opfattet som en fiasko og et fængsel. Man er blevet indespærret i sit eget manglende potentiale og i sin egen utilstrækkelighed. Det kan vende sig mod en, så eneste udvej bliver at søge døden.
Der er en befrielse forbundet med at anse livet som en gave fra Gud og døden som et vilkår, som vi ikke bør gøre os til herrer over.
Hvis aktiv dødshjælp gøres lovligt i Danmark, åbnes der en etisk ladeport. Siden Holland i 2001, Belgien i 2002 og derefter flere andre lande, herunder Canada i 2016, gav grønt lys for aktiv dødshjælp, er antallet af mennesker, der er kommet af dage på denne måde, vokset markant og langt ud over, hvad der var forventet. Siden vedtagelsen i alle tre lande er lovgivningen eller forvaltningen af den blevet udvidet til også at omfatte kronisk syge og handicappede, og i 2023 drøfter canadierne, at retten til at få hjælp til at dø også skal gælde psykisk syge.
I Holland blev det i 2023 tilladt at tilbyde aktiv dødshjælp til børn mellem 1 og 12 år. Dette er blevet kritiseret af formanden for den tyske stiftelse for patientbeskyttelse, Eugen Brysch. Han sagde i april 2023 til den katolske nyhedstjeneste, Vatican News, forud for ny lovgivning om aktiv dødshjælp i Tyskland:
”Når man som samfund (som i Holland) vænner sig til (aktiv dødshjælp), så øger man ikke hjælpen og bistanden til de syge og livstrætte mennesker. Tværtimod så betyder dette, at man indfører et organiseret tilbud om aflivning, at tilbuddet til stadighed må udvides.”
Udviklingen i Canada har også vakt stor opsigt og kritik fra menneskerettighedsgrupper og handicaporganisationer, fordi de mener, at lovgivningen lægger pres på syge og handicappede til at afkorte deres liv, så de ikke ligger andre til last.
Holland, Belgien og Canada har alle i forbindelse med vedtagelse af den kontroversielle dødslovgivning fremstillet den som udtryk for en særlig udviklet form for humanisme og respekt for individet. Men i praksis har den i alle lande ført til et fatalt etisk skred.
Derfor må vi her i Danmark fastholde, at retten til at leve er en stadfæstet menneskerettighed, mens retten til at dø ikke er det og heller ikke bør være det.
Hollænderen, Theo Boer, fremfører en overbevisende og erfaringsramt argumentation for, at vi i Danmark ikke bør lovliggøre aktiv dødshjælp. Mange andre forstandige mennesker, herunder læger, hospiceledere, præster og filosoffer, ved også noget om emnet, og politikerne bør give sig tid til at lytte. Der må kraftigt opfordres til og håbes på, at politikernes afgørelse ikke kommer til at bygge på følelser og folkestemninger, men derimod på solid viden og etisk omtanke. Aktiv dødshjælp er en glidebane ind i et samfund, ingen af os er tjent med.
Erik Bjerager er tidl. chef- og administerende direktør for Kristeligt Dagblad. Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og master fra The American University of Washington D.C. Bestyrelsesformand for Fonden Den Hageske Stiftelse, næstformand for bestyrelsen for Nivaagaards Malerisamling, bestyrelsesmedlem i DR samt medlem af bestyrelsen for det norsk-svenske Mentor Medier.