EU er et skib, der sejler alle andre steder hen end det, der stod i sejlplanen. Så hvorfor hopper vi ikke over bord?

For nogle år siden blev det populært at betegne EU som en UPO: Et uidentificeret politisk objekt. Det var en meget klog måde at udtrykke det forhold, at når det kommer til EU, så er det hverken fugl eller fisk. EU er ikke et mellemstatsligt samarbejde, ikke en forvokset udgave af Nordisk Råd. Men en stat er den heller ikke. Ikke just. Ikke endnu og måske aldrig? Så for at indfange projektets forunderlige forening af »hverken-eller« med »både-og« fandt man altså på, at det var en UPO. Nogle gange må man som kun passivt interesseret iagttager af EUs forbavsende mangel på afklaring – og det er altså mig, jeg mener – også stille sig spørgsmålet, om Unionens forhold til demokratiet ikke er omtrent lige så uafklaret. Eller – her skal man jo være præcis og holde tungen lige i munden – det var jo ikke EU, men derimod sammenslutningen af de europæiske public service-stationer, der med stor præcision har sørget for at skære de to højregrupper ud af den store debat mellem partiernes spidskandidater. EU er et demokrati uden folk. Det har sin åbenlyse svagheder.
I denne kommentar skriver Christian Egander Skov om EU.

Kommentar
Berlingske
20/05/2024
Link