Den grønne dagsorden rummer mange forskellige elementer så som klima, energi, miljø, biodiversitet, landskaber, steder og natur. Og i forhold til det sidste skrev K. E. Løgstrup en sprogfilosofisk bemærkning i ’Norm og spontaneitet’ (1972), at det kan lægge den tanke nær, at ordet natur oprindeligt betyder den ikke-menneskelige natur, så når det bruges om den menneskelige natur er det i overført betydning. Men det er nok ikke tilfældet. Ordet natur har snarere en oprindelig betydning, fælles for den ikke-menneskelige og menneskelige natur.

Således er der i det følgende tale om et fælles udgangspunkt for den ikke-menneskelige og menneskelige natur. Og som del af naturen har vi hver især mulighed for medfølelse med den. På godt og ondt.

Vi er fælles med al natur om naturens måde at være på, at leve på. Derfor bør vi tilstræbe en afbalanceret omgang med naturen, hvor vi bliver hvad vi er sat til at være: forvaltere.

I forvalterens perspektiv står vores behov ikke ensidigt i centrum.

Det mest nærliggende og mest grundlæggende svar på spørgsmålet om, hvordan vi er stillet i verden, lyder: på fødderne. Vi står på verden, vi føler den under os (jf. Hartmut Rosa, Resonans, 2016).

Vores behov må altså tilfredsstilles på en måde, så naturen også får mulighed for at udfolde sig.

Således er en kalkuleret anvendelse af naturens ressourcer målet. Vi må anvende naturen ud fra en etisk kalkulation, der lader sig vejlede af samhørigheden med naturen, medfølelsen, at trække grænsen mellem brug og misbrug af naturen.

En skitse til en grøn etik må respektere menneskets tvetydige forhold til naturen. Gennem vores krop er vi en del af naturen og dog står vi over den, på den. På bare fødder eller med sko på. Hvilket, når vi tænker nærmere over det, giver en forskel.

Vi er kort sagt vores krop i en sådan grad, at vi end ikke kan komme på afstand af den. Naturligvis kan vi studere vores krop, se den an. Men jo tættere vi kommer i ’øjenhøjde’ des tydeligere bliver det, at vi er udleveret kroppen. Kun ved et arrangement af spejle kan vi se os selv i øjnene eller i nakken. Og selv om der er stor forskel på hvad vi ser: om vi ser, at vi ser eller om vi ser noget, ser på noget. Og det sidste vil vel altid være tilfældet.

Det betyder, at vi aldrig virkelig kan se den levende krop, fordi den er os – for tæt på er den ganske enkelt, for vi er den.
Gennem kroppen og gennem kroppens organer indgår vi i naturen. I en stadig udvekslingsproces. Ikke mindst gennem åndedrættet og gennem optagelsen og udskillelsen af næring.
Ved åndedrættet ånder vi ind og ud, lever af jordens ilt, ved sanserne indfældes vi i jordens kredsløb. Og dog er på sin vis på afstand af omverdenen, af naturen. Kroppen er en del af naturen og samtidig er kroppen uden for naturen.

Vi kan måske formulere det sådan at kroppen lever naturen ud ved umiddelbart at indstille sig på omverdenen.

Og før vi begynder at tænke over det, har kroppen lært at gå på to ben. Og straks er vi tvunget til at tage et standpunkt.

Den navnløse krop lærer at håndtere det ene og det andet i verden, at gribe ind i verden, før vi gør os kroppens aktivitet bevidst og giver dens liv et navn.

Kroppen indstiller sig på og mærker verden, lang tid før vi gør os det bevidst.

Kroppen bebor verden, med sanserne stiller vi ind på syn, lyd, lugt, smag, hårdhed og blødhed. Det kan kroppen, fordi den er af samme stof som naturen, samtidig med at den er sin egen virkelighed, med en særlig bevidsthed, som sætter den i stand til at justere sine bevægelser og indstillinger. Lige så mange sansninger, der er, lige så mange verdener, som kroppen bebor.

Det er netop det dobbelte, at vi via vores krop er i naturen og dog uden for naturen. I vores fællesskab med omverdenen, med naturen, står midt i den og samtidig uden for den. Således kan vi tale om et fællesskab mellem menneske og natur. En organisk forbindelse.

Vi mødes i noget fælles, kropsligheden, og er dog hver især selvstændige, eftersom menneskets og naturens kropslighed aldrig falder ganske sammen. Bortset fra når det enkelte menneske ikke mere er.

I en skitse til en grøn etik bør vi også inddrage spørgsmålet og visionen om det gode liv.

Et fællesskab mellem natur og menneske hvori mennesket tager hensyn til begge i forholdet. Kun mennesket kan i streng forstand tage hensyn. Også etiske hensyn. For naturen er blot. Til gengæld kan mennesket tage hensyn også på naturens vegne, så partnerskabet fastholdes. Kriteriet er begges ret til liv, naturens og menneskets.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er vores skæbne i vores tid at stå i en konflikt mellem hensynet til mennesket og hensynet til naturen. De mange forskellige elementer på den grønne dagsorden viser flere mulige konflikter. Jorden er skabt, sådan at begge skulle kunne leve og overleve, naturen og mennesket.

Visionen af det gode liv bør derfor også være en vision om fællesskabet mellem natur og menneske. Og da det alene er mennesket der kan gå ind under en etisk fordring og en etisk adfærd, må mennesket alene som forvalter tage vare på begge parter.

Vi bør deraf formulere en række krav til os selv i vores omgang med naturen. Blandt andet med et krav om en menneskelig anvendelse af naturen, om jeg så må sige, velvidende at naturen ikke blot må behandles som middel, men også er et mål i sig selv, et mål med egenværdi. Naturens vilje.

Om end mennesket står over naturen, må det dog som en del af naturen tage vare på helheden. Velvidende at vi i vores kultur er i en situation mellem bevidsthed og indsats i forhold til den samlede grønne dagsorden.

Mennesket må have omsorg for alt levende, ikke mindst have omsorg for mangfoldigheden af liv på jorden og i havet.

For vi ved, at hver gang en dyreart eller en planart forsvinder, reduceres mulighederne for liv. Ikke blot for naturen, men også for mennesket.

Vi ved også, at i samme takt vi reducerer arternes mangfoldighed, bliver livet mere skrøbeligt, mere udsat.

Omsorg betyder at naturen har rettigheder på linje med mennesket. Omsorg betyder også at naturens rettigheder skal varetages, så det ikke har menneskets død til følge.

Fællesskab med naturen er en afgørende pointe i en skitse til en grøn etik. Jordens skæbne er vores, naturens ve og vel er vores. Vi er en del af samme omfattende livskreds. I en fælles etisk resonans, vil jeg tillade mig at kalde det – med et lån fra Hartmut Rosa.

Vi bør med andre ord søge en kulturel og værdibaseret grøn etik, som går ud fra visionen om det gode fælles liv for mennesket og naturen, eftersom naturens interesser meget langt er sammenfaldende med menneskets.

De kropslige og kropsliggjorte måder at forholde sig til verden på er med Hartmut Rosas ord i Resonans (2016) at erfare og tage stilling til den måde, vi altid allerede er slynget ind i hinanden og vævet sammen med hinanden. Således er det fælles udgangspunktet for en skitse for en grøn etik. Hvorefter vi kan gå til den grønne dagsorden.