I et forsøg eller rettere i flere forsøg på at definere hvad det gode liv er, har jeg tilstræbt at svare konkret frem for abstrakt. I den sammenhæng er det konkrete og udgangspunktet, om jeg så må sige, grundlaget i den kultur, i selve den livsform, der kommer til udtryk i et givet samfund.

At finde ud af, hvad der kan være godt for os, hver og en, som mennesker og som medborgere, gøres ved, inden for hvert enkelt samfunds fællesskab, at aflæse de indhold og udtryk for et godt liv, som allerede findes der.

Det konkretiseres ved de historier der har slagkraft, og de billeder der slipper energien løs.

En mester ud i dette var den polske filminstruktør Krzysztof Kieślowski (1941-1996). Han instruerede i 1988 en serie af ti timelange tv-film, baseret på ’De Ti Bud’ og med fællestitlen: Dekalog. Samlet er Dekalog et hovedværk i nutidig filmkunst. Hver af filmene fortæller og viser med enkle midler og en gennemgående tragisk grundstemning om moralske og følelsesmæssige vilkår for den menneskelige eksistens, eksemplificeret ved livet i nogle boligblokke i Warszawa.

De ti Bud indgår i vores kulturarv. Og dermed er vi i hvert fald stillet to spørgsmål. Dels om hvilket perspektiv det i dag lader sig gøre at anlægge på spørgsmålet om indholdet i denne kulturelle arv og dels drejer det sig om selve tolkningen af denne kulturarv og måden at forholde sig til den på.

Denne arv og dette grundlag i vores kultur er bibelsk og evangelisk. De ti bud optræder som bekendt både i Det gamle Testamente og i Det nye Testamente.

Det er specifikt i den såkaldte Bjergprædiken, at Jesus fremhæver og i sin prædiken går ud fra De ti Bud. Det er velkendt stof. Men han strammer vel at mærke skruen. Den hævdvundne forståelse konfronteres med en radikal udlægning.

De gamle jøder har sagt: Du må ikke slå ihjel. Men jeg (Jesus) siger jer. Enhver som siger idiot til sin bror, er skyldig til helvedes ild.

Der er ikke alene tale om en skærpelse, men om ord der vil præge hjertelaget. Og hvem tænker ikke af og til idiot om en anden. Navnlig hvis han nu er idiot, synligt for enhver.

Ud fra etikken i denne korte prædiken er vi alle skyldige. Det lyder som en voldsom anklage. Vildt overdrevet. Men den er på ingen måde uden fornuft. Sig idiot til en anden og han vil føle sig ramt i sin livsnerve. Vi tager livet af ham for en stund. Ja, enhver rammes, for vi er alle sårbare, når det kommer til stykket.

Dette perspektiverer Fjodor Dostojevskijs i romanen “Idioten” (1868).

Fordringen om kærlighed til fjenden er uddraget af en anden kort prædiken.

Der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg (Jesus) siger jer: Elsk jeres fjender.

Lettere sagt end gjort, tør jeg nok sige. Men igen er der fornuft i fordringen.

Ingen må tabe ansigt i en konflikt. Derfor kunne vi jo prøve at lade være med at besvare ondt med ondt. Så ville der måske være en mulighed for at voldsspiralen standsede. Det menneske, som vender den anden kind til i stedet for at slå igen, bryder det ondes kædereaktion.

Den etiske fordring om at elske fjenden fornemmes med rette som opskruet. Vi kan dø af det. For en fjende vil os til livs. Måske får vi kun i få sekunder mulighed for at vise vores velvilje. Han, der står bag fordringen, døde som bekendt selv af at elske fjenden.

Hvad er meningen?

I Det nye Testamentes historier og billeder står vi i en etik, der umiddelbart er formuleret som en regel-etik, men meningen er klart nok at henvise til det gode liv, givet af Gud, som er betingelsen for at nogen overhovedet tør tænke tanken om ikke at behandle andre som idioter, tåber, fæ og fjender.

Opmærksomheden vendes med andre ord fra regel til liv.

Opskriften er på sin vis enkel: Kvalificerede forestillinger om livet. Fortællinger om livet. Billeder af livet. Gerne guddommelige. Så har vi udsigt til en etik, der er på højde med livet.

Vi drømmer alle, vil jeg mene, om et liv sammen, uden fjendskab og had, et liv uden vrede og splid, uden bitterhed og sorg.

Et liv hvor alt lykkes, fordi livet strømmer frit mellem os. Der ligger noget af en paradisdrøm heri.

Verden ter sig virkelig helt anderledes. Men det er netop denne drøm, Jesus giver ord til i sin etik.

Jesu billede af det gode liv går i spænd med vores drømme. Det er som en visdomsetik. Som vi også kender fra Det gamle Testamente. En visdom der bygger på sund fornuft, og som ligger i vores daglige erfaringer, hvor vi fint ved, hvad der er godt og ondt.

Vi går ud fra at det går den gode godt og omvendt, skønt denne visdom er blevet rystet siden Jobs historie. Vores hverdagserfaringer på godt og ondt sætter vi på ord. Typisk ordsprog, som afslører mønstre i livet, eller aforismer som har mere individuelt præg.

Jesus var mester i fyndord og strakte dem til det yderste.

Så som at kamelen lettere går gennem et nåleøje end en rig ind i himlen.

Og at farisæerne som vejledere sier myggen fra, men sluger kamelen.

Jesus spændte kravene til det yderste netop for at gøre sine tilhørere åndsnærværende. Han gav dem – og os – et blændende klart billede af det gode liv, som går for al regel-etik.

Det ligger i alt dette en appel om at leve ’som om’. At leve som om livet var uden ondskab, velvidende at der er al mulig ondskab til. En appel om alligevel at handle som om det gode livet var en realitet, er ikke helt forgæves. Derved nægter vi konsekvent at handle på ondskabens præmisser.

Vi skal være kløgtige som slanger og renhjertede som duer. Det er etik sat på formel og den rummer sådan set bæredygtige billeder af det gode liv. Kun med et godt liv som billedmotiv kan vi formulere en livsduelig regel-etik.

Det er denne etiske vision, der til dags dato gennemsyrer vores etik, fra vores kulturarv, en utopi om livet uden død, sorg, skrig eller pine.

Samtidig vendte Jesus sig med veloplagt vrede mod hykleriet, den farisæiske dobbeltmoral, hvor vi forlanger meget af andre uden selv at handle derefter.

Vi får da en dobbelt model for handling. Det gode skal fremmes. Det onde bekæmpes.

Når det er sagt, så findes der en ondskab, som ikke kan bekæmpes med det gode. En ondskab der triumferer ved at ydmyge mennesker, især de svage. Denne ondskab skal bekæmpes på stedet, præcist som al dobbeltmoral.

Den etiske opgave består i at fremme liv og bekæmpe drab på liv uden at vi selv bliver smittet af den ondskab, vi bekæmper.

Opgaven går ud på at bekæmpe ubarmhjertighed uden at selv at blive ubarmhjertig. En opgave, som slet ikke er så umulig endda. Jeg vil mene, at vores retssamfund hviler på en sådan etisk vision.