”Giv os en grøn omstilling, der ikke for alvor gør ondt på landbruget eller samfundets pengepung”.

Det var opgaven – nærmest en gordisk klimknude – for en ekspertgruppe, der blev nedsat af regeringen i februar 2021 med den opgave at udarbejde et forslag til en grøn skattereform, som vil bidrage til at nedbringe udledningen af drivhusgasser i Danmark, herunder fra dansk landbrug.

En svær opgave. Nogle vil mene at det er en næsten umulig opgave.

Udvalget har i medierne fået navnet Svarer-udvalget efter dets formand, professor i økonomi Michael Svarer.

Den endelige afrapportering fra udvalget skete på et pressemøde i februar 2024.

I forlængelse heraf anbefalede flere bl.a. klimarådet, at regeringen skulle tage ansvaret på sig ved at komme med et udspil til en klimaafgift og indkalde til forhandlinger hurtigst muligt.

Det skete ikke.

Selv om mange var enige om at ekspertgruppen med Michael Svarer i spidsen havde leveret et grundigt stykke arbejde.

Derimod blev stafetten sendt videre til den såkaldte grønne trepart, dvs. regeringen og parterne i den grønne trepart: Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening.

Den grønne trepart har siden i juni 2024 fremlagt forslag til indfasning af CO2-afgifter for landbruget, skovrejsning, udtagning af lavbundsjorder fra landbrugsdrift og genindførelse af liv under vandet i det kystnære havmiljø.

Nu skal disse forslag vedtages politisk. Og de skal efterfølgende gennemføres i praksis.

Ikke mindst finansministeriet var en drivende kraft i den grønne trepart.

Men det er fagministerierne, som skal sørge for implementeringen af forslagene inden for en rimelig tid.

Miljøministeriet proklamerer således på sin hjemmeside at den grønne trepart har indgået en aftale om en omlægning af det danske areal, som bl.a. indeholder en køreplan for, hvordan alle vandområder får det godt, at Danmarks skovareal kan forøges, og at der skabes markant mere plads til naturen og biodiversiteten.

Ministerierne udlægger med andre ord hver for sig teksten.

Det bliver alt i alt en udfordring, for forslagene er omfattende og indgribende.

Grøn omstilling er bestemt ikke umuligt.

Men den gør ondt på nogen. Ligesom vi ikke kan udelukke at den gør noget godt.

Hvem det skal gøre ondt på og hvor det skal gøre ondt, er et spørgsmål om politik. Men det er også et spørgsmål om etik. For den enkelte og for det fælles bedste.

Måske kan det udtrykkes på den måde, at det på den ene side handler om at nå frem til et kompromis og på den anden side handler det om en balance.

Svarer-udvalget afslørede i øvrigt allerede for et halvt år siden via forskellige modeller, at uanset om vi vælger den ene eller den anden model, så har de hver især vindere og tabere, faldgruber og fordele.