Bør der være en forbindelse mellem det etiske og det politiske. Eller bør det etiske og det politiske være absolut adskilte sfærer, der intet har med hinanden at gøre.
Spørgsmålet er umiddelbart aktualiseret. Dels ved en partigængers nylige skifte fra det ene til det andet og dels ved et studie af tonen mellem vores tids politikere.

Etisk set kan vi ikke lide nogle af delene.

Idehistorisk er der i forhold til indledningen to traditioner, der på hver sin måde præsenterer forholdet mellem politik og etik.

Den ene tradition fører os tilbage til den græske antik. Og det er ofte et udmærket sted at begynde. Også hvis vi skal blive klogere.

Politik er af græsk oprindelse og rummer i sig ordet polis (by eller bystat), hvor den enkelte borger blev defineret som et politisk væsen.

Hele det sociale liv var et politisk anliggende, hele mennesket var politisk bestemt.

Unddrog man sig politik var man ganske enkelt en idiot (sin egen).

I denne tradition hænger politik og etik sammen som to sider af samme sag. Nærmest totalitært vil nogle måske hævde.

Den anden tradition opstår eller måske rettere beskrives i renaissancen af Niccolo Machiavelli ved udgivelsen af ’Fyrsten’ (1513).

Machiavelli sætter vandtætte skotter mellem politik og etik. Politik er magtpolitik. Kort og godt.

Målet er først og sidst at vinde magten og at fastholde den.

Mennesket ses ikke som et væsen der går op i fællesskabet, men derimod som en helt og aldeles privat person, der kun tænker på sig selv.

Magten har sin egen, som nogle af vor tids politikere siger, raison d’etre.

Magten har sine egne love og er uafhængig af alt andet, også etik. Politik er skjult ud fra alle andre livsområder som en selvstændig profession. Videre må den der vil blive ved magten agere kynisk, lyve og bedrage, føre krige og henrette modstandere. Midlerne skal svare til målet, for at magten ikke løber én af hænde.

Skematisk kan vi næsten se forskellen mellem de to former for politik for os.

På den ene side har vi en sammenhæng mellem politik og etik, hvor magten er for fællesskabets skyld overfor en på den anden side politik uden etik, hvor magten er for magtens skyld.

Videre er det ansvar for alle op imod ansvar for sig selv.

Det gode liv er altså enten en politik om et fælles etisk liv eller en politik der udvikler sig til at være en særlig a-etisk kunstart. Fra tid til anden udtrykt som det muliges kunst.

Endelig viser de to traditioners udtryk sig i holdning med dyder og laster over for behov (ikke for holdning men for ting) samt handlinger i form af påbud over for forbud af handlinger.

Og forbud skal vel at mærke ses som en beskyttelse af den enkelte mod fællesskabets overgreb. Dette er helt parallelt med en dansk ministers argumentation for at opvågning fremmer frihed.

Dette går igen i menneskerettighederne, hvor det er forskelligheden mennesker imellem som forsvares. Selvbestemmelsen og dermed friheden til selv at tro, tænke, tale og følge sin samvittighed. Den enkeltes rettigheder er i fokus. Det er det primære. I modsætning til den tradition hvor det handler om pligter.

Når politik er det muliges kunst, går vi ud fra et menneskesyn hvor vi betoner vores behov. Hinsides al fælles etik. Behov er psykologisk inde i os modsat traditionelle dyder og laster, som opstår når vi tager livtag med tilværelsen.

Med renaissancen ser vi, at det private rum skiller sig ud. Fra det offentlige rum. Og det virker som om etikken indlogerer sig fast og godt i det private rum og dermed bliver den en privat sag, en smagssag. Sker det fuldt ud, tømmer vi politik i det offentlige rum for etik og gør den til et rent magtspil.

Spørgsmålet er om vi enten skal spille de to traditioner ud mod hinanden eller om vi skal forsøge at kombinere dem. Eller er der måske en tredje vej at gå.

Inden for de senere år har der ikke været mange bud på at udvikle en fælles (politisk) etik. Det virker snarere som om, at ansvaret for en etik og dermed for en vision om det gode liv er blevet skubbet ud af enhver form for politik.

Ud fra de to fremlagte traditioner er vi på sin vis i en situation imellem ideologi og saglighed, selv om sidstnævnte i en fortrukken økonomisk klædedragt længe har været den dominerende.

Vi mangler – etisk set – en folkelig og demokratisk samtale om normer imellem ideologi og saglighed, måske endda nogle mellemnormer, ikke for at udviske forskel eller spænding derimellem, men netop for at fastholde forskel og spænding. Derved kunne den ene side – ideologien – ganske givet fremkomme med og rumme en fælles etik, en vision om det gode liv for samfundet. Og videre som horisont for en sammenhæng mellem politik og etik.