Gaza ligger i Grønland

I Qooqqut i Grønland udbryder en strubesangerinde nogle mørke og ubestemmelige rytmiske lyde, som instinktivt gør mig ubehageligt tør i halsen. Det er imponerende på en lidt skræmmende måde og ikke så umiddelbart smukt, som da der et øjeblik tidligere stod en ung same på scenen foran os.

Hendes sangstemme var vidunderligt klar og besad den særlige melankoli, som ofte kendetegner folkesange. Mens hun sang, vandrede mit blik over fjeldene omkring os, og jeg fik virkelig en følelse af, at også fjeldene genkendte stemmen og lyden som noget sandt, noget hjemmehørende.

Alligevel er der noget bjergtagende over strubesangen. Det er vildt og voldsomt, meget lig den arktiske natur. Sangen stopper. Hun begynder at tale, og på mirakuløs vis kommer en blid stemme ud af samme hals. Igen og igen gentager hun langsomt: »Our people. Our culture. Our land.« Hun sætter sig på hug med en håndflade mod græsset: »Our land. Our beautiful, beautiful land.«

Der er stille på pladsen. Lige dér, midt i den storslåede natur, med samesang, strubedans og en hånd på jorden føles det så håndgribeligt. Denne jord, disse fjelde, disse mennesker. Hvor er det godt, at kulturen holdes i live. Strubesangerinden rejser sig. For så med et selvsikkert udtryk – som var hun en verdenskendt popstjerne – at sende en knytnæve i vejret: »Free Palestine! Free Palestine!«

Signe Wolff Ravnebergs kronik i Weekendavisen.

Kronik
Weekendavisen
18/09/2024
Link