Forkyndelsen af det kristne budskab er det egentlige formål for Den danske Folkekirke samt for alle andre kristne kirker og menigheder i Danmark.

Vi har med andre ord en kirkelig geografi med en stor folkekirke og en mangfoldighed af frie kristne kirker og menigheder. Og umiddelbart formår kirkerne i den kristne familie efter sigende at tale sammen, mødes og forholde sig til hinanden og til fælles problemer, når det er nødvendigt.

Men kirkerne er de senere år desværre blevet mere og mere gennemreguleret og bureaukratisk. Og det skyldes trossamfundsloven, der også kendes som ’Lov om trossamfund uden for folkekirken’.

Ydermere er det i år blevet annonceret, at trossamfundsloven skal revideres. En række politikere i Folketinget har allerede varslet, at loven skal strammes. Og det er problematisk.

I forvejen er trossamfundslovens bogstav til den stramme side, og den er præget af mistro fremfor tro ligesom implementeringen af loven fra 2017 har indeholdt mere mistillid end tillid.

Trossamfundsloven er egentlig først og fremmest en lov for kristne kirker. Men udover kristne trossamfund er loven også gælder for alle stats-anerkendte religiøse trossamfund. Det er vel at mærke en lov hvor kristendommen møder religionerne. Og det er, som jeg ser det, en udfordring.

Hvis regeringen slækker på kontrollen af trossamfund, er koret af strammere i Folketinget straks på banen.

Således er der allerede kritik fra flere sider, at regeringen foreslår at droppe det faste treårige tilsyn med det såkaldte trossamfundsregister, der indeholder oplysninger om alle anerkendte trossamfund i Danmark.

Flere centrale paragraffer og løfter i Grundloven har betydning i denne sammenhæng.

Grundloven § 66 Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.

Denne bestemmelse stammer tilbage fra den første grundlov i 1849, men er aldrig blevet ført ud i livet. Tanken var, at folkekirken skulle have en mere selvstændig rolle i forhold til staten. Men man er aldrig blevet enige om en egentlig kirkeforfatning. I stedet er der vedtaget love, der giver folkekirkens medlemmer indflydelse på kirkens styre, især på lokalt plan gennem menighedsråd. Der er også lovgivning om, hvordan præster ansættes, hvordan biskopper vælges, om brugen af kirkerne og om folkekirkens økonomi. Men mange spørgsmål om kirken afgøres af kirkeministeren.

Grundloven § 67 Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

Grundloven § 68 Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen.

Og Grundloven § 69 De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.

Trossamfundsloven opfylder løftet i § 69. Før trossamfundsloven var forholdene for trossamfundene uden for folkekirken kun sporadisk reguleret i forskellige andre love og bekendtgørelser jf. Trossamfundsloven | lex.dk – Den Store Danske.

Forslaget til loven blev fremsat den 4. oktober 2017 af kirkeministeren på baggrund af betænkning nr. 1564/2017, som det lovforberedende udvalg, kaldet trossamfundsudvalget, fremlagde i marts 2017.

Trossamfundsloven blev vedtaget som lov den 19. december 2017.

Det er ikke en lov, der sætter kirkerne fri til at være kirker. Det virker mere som mistillid end tillid. En lov, der kontrollerer de kristne kirker, deres budgetter og sætter dem under pres, hvis de ikke leverer det, som de bliver bedt om.

En lov, der ikke tager de kristne kirker seriøst, fx ved at et udvalg endda bestemmer, om en given kristen kirke er et trossamfund, sådan at den kan anerkendes som sådan. Resultatet er en formynderisk lov og forvaltning.

Den store udfordring er måske, at politikerne, som de er flest, antager, at loven alene omfatter og regulerer islamiske trossamfund.

Folketinget strammer således trossamfundsloven for at holde opsyn med alt fra tvangsægteskaber til hadprædikanter, donationer fra andre lande osv. Det er helt legitime politiske hensyn.

Men det er rent ud sagt det forkerte redskab, når man fx vil forhindre tvangsægteskaber.

Kristendommen er dominerende når det handler om dem, der er omfattet af trossamfundsloven, idet 70 procent af de anerkendte trossamfund i Danmark, som er omfattet og reguleret af loven, er kristne kirker.

Ved siden af kristendommen er der forskellige religioner, såsom jødedom og islam, som også er omfattet af trossamfundsloven.

Måske burde loven laves om eller deles op mellem kristendommen og religionerne, der er i Danmark.

Dels de fra folkekirken afvigende kristne trossamfund og dels de fra folkekirken afvigende religiøse trossamfund.

For går vi ud fra ’fordelingsnøglen’ så sker der det at hver gang Folketinget via trossamfundsloven fx vil straffe en imams praksis, så rammer det syv kristne præster.

Hvis politikerne gerne vil forhindre tvangsægteskaber eller anden problematisk social praksis, så bør de finde en anden lov end trossamfundsloven til det.

Æbler og pærer hver for sig, så de frie kristne kirker og menigheder kun skal stå til ansvar for deres egen praksis og ikke for andres.

En revision af trossamfundsloven bør føre til en mere konstruktiv og tillidsbaseret lov og dette sker vel bedst ved inddragelse af alle implicerede parter.

Ministeren og ministeriet bør inddrage Danske Kirkers Råd i forhold til et bud på, hvordan en lov og reguleringsramme bør være, hvis den skal leve op til grundlovens paragraffer.

En model, der også kan tage højde for, at de kristne kirker og trossamfund er meget forskellige. Lige nu behandles de ens.

I fællesskab må det være muligt at udvikle en model, så man sikrer faste, gennemsigtige og regelmæssige rammer for kirkerne, uden at ministeren, regeringen og Folketinget går på kompromis med deres legitime interesse i gennemsigtighed.

Mindre formynderi, mindre forvaltning og mindre bureaukrati så der bliver plads til det egentlige formål at være forkyndere af det glædelige budskab.

En lov for de fra folkekirken afvigende trossamfund bør være præget af tillid.