Hvordan definerer vi egentlig alderdom og hvornår er vi gamle? Og er alder med til at definere, hvem vi er?

Udspændt mellem forfængelighed og forgængelighed har spørgsmålene som årene går personlig interesse.

Ældre, gammel, pensionist eller ‘seenager’? Eller hvad kalder man egentlig dem der er over 60 år? (jf. https://www.dr.dk/nyheder/kultur/aeldre-gammel-pensionist-eller-seenager-hvad-kalder-vi-folk-over-60-aar-uden)

I visse situationer kan alderdom lyde som en mangeltilstand, tæt på den endelige ikke-tilstand, dødens forgård.

Kort sagt kan alder vel sagtens defineres ved den såkaldte produktive periode i ens tilværelse.

Flere frygter alderdommen. At blive til gene, langsom og besværlig for andre samt ’dyr i drift’. Dvs. frygten ved at være udleveret andres hjælp, afskåret fra andre generationer, måske udstødt af familien. Et liv i slutfasen.

Det er nogle år siden, at man første gang begyndte at tale om “seenagere”: Det engelske ord for sammensmeltningen af “senior” og “teenager”.

Siden er det kun blevet et endnu mere almindeligt fænomen. Altså at ældre, der enten har alderen til at forlade arbejdsmarkedet, eller har forladt det, langt fra har tænkt sig at sætte sig i sofaen med slumretæppet på.

Derfor skal vi ifølge etnolog Aske Juul Lassen gentænke, hvordan vi omtaler folk i denne aldersgruppe. Juul Larsen er forfatter til bogen ‘Alderisme og Alderskult’ (jf. egv.dk/publikationer/alderisme-og-alderskult-naar-alderen-bliver-et-problem/).

I P1-programmet ‘Klog på Sprog’ sætter Aske Juul Larsen sammen med Christine E. Swane, der er direktør og forskningsleder i Fonden Ensomme Gamles Værn og seniorredaktør ved Det Danske Sprog og Litteraturselskab Henrik Lorentzen fokus på, hvad det er for nogle ord, vi bruger, når vi taler om ældre – og om vi bør ændre det (jf. www.dr.dk/nyheder/kultur/aeldre-gammel-pensionist-eller-seenager-hvad-kalder-vi-folk-over-60-aar-uden).

Som samfundet er bygget op i dag, har vi en tendens til at tænke i stereotyper, når vi taler om den ældre del af befolkningen. Vi er gennemsyret kulturelt af en forfalsktænkning omkring det at blive gammel, så gammel hele tiden bliver en modsætning til det nye og det unge.

Faktisk er det blevet så grelt, at et gammelt ord fra 70’erne er blevet aktuelt igen: Ageism – på dansk – alderisme.

Arbejdsmarkedet er et godt eksempel på, hvor der foregår alderisme. Fx har mange over 60 år sværere ved at finde et nyt arbejde, hvis de er blevet ledige. Studier viser, at der foregår alderisme i form af diskrimination, stereotyper og fordomme, som er baseret ud fra alder på arbejdspladserne: “Arbejdspladsen kiggede ikke på alder, men det er klart, hvis du er over 60, er det svært”.

At føle sig diskrimineret på baggrund af ens alder, kan også have konsekvenser for den enkelte. Det kan give et lavere selvværd. Man kommer til at tænke ned om sig selv, og det kan godt knyttes til ensomhed.

I løbet af de seneste årtier har vi fået en forskønnende omskrivning for det at være gammel ved at bruge ordet “ældre”. Det kan vi fx se når vi støder på Ældresagen, Ældreministeriet og politiske tiltag som ’ældrelov’.

Men den betegnelse har også fået noget over sig. Derfor er vi gået i gang med at bruge ord som seniorer eller 60+ (det gør jeg i hvert fald om mig selv; 60+ kan i egne ører lyder som en kvalitet). Særligt efter ord som “ældrebyrde” og “ældretsunami” er blevet brugt i den offentlige debat, begynder ordet “ældre” at klinge hult. De ældre er i øvrigt 1,1 million meget forskellige mennesker.
Vi har en forestilling om, at når man rammer en vis alder, så går man naturligvis på pension, når man kan.
Men tal viser, at folk enten kommer tilbage på arbejdsmarkedet eller har nogle lange overgangsfaser fra arbejdsmarkedet til pension.
I 2023 var der 84.000 lønmodtagere over folkepensionsalderen på 67 år. Dette er en betydelig stigning sammenlignet med 2013, hvor 48.500 personer over 67 år var i beskæftigelse. (jf. Flere arbejder langt ud over folkepensionsalderen).

Det skal også bemærkes, at ordet ‘gammel’ har flere kvaliteter, det er slet ikke så slemt, som det lyder. Ordet ’ældre’ har udraderet ’gammel’. Måske er det fordi ’gammel’ holder fast i en livsfase og kvaliteter, hvor ’ældre’ og ’seniorer’ prøver at holde mere fast i de tidligere aldersfaser, mange stadig ser det at være gammel som en udviklingsfase i livet.

Visionen om det gode liv rummer også det gode liv som gammel. Eller det bør det i hvert fald.

Alderdom har sin egen styrke, som består i at blive sat fri. Den gamle er fri til at yde i sit tempo, fri til at nyde sit otium, befriet fra det tryk, som sættes af kravet om at arbejde for føden, fri fra tidens tryk, fri af andres meninger.

Alderdom kan forbindes med en egen lethed, en sans for hvad der virkelig betyder noget, sans for nærvær. Da tiden er knap, kan man lige så godt lade øjeblikket tælle, lære at se det, som ligger lige for.

Alderdom er nok tiden efter arbejdstid, tiden før sluttid. Men alligevel en gylden mellemtid som rummer sine egne chancer, når den får et indhold, som med samlet styrke optager den gamle.

Etisk set må vi – også i forhold til visionen om det gode liv – genvinde respekten for alderdommen, se dens egen styrke. For når alderdom kan ses som en styrke, vil der også være overskud til at bære dens svagheder.